11/10-12
-
Pressemeddelelse
Kampen mod ulovligt træ optrappes
Miljøministerens nye lovforslag giver myndighederne mulighed for at gribe ind over for handel med ulovligt fældet træ og træprodukter. Byggemarkeder og andre virksomheder, der bringer ulovligt træ til landet, risikerer fremover bødestraf, konfiskation eller fængsel i op til et år.
Ulovlig træfældning er flere steder i verden medvirkende til ødelæggelse af skov og skovhugst, der ikke er bæredygtig. Samtidig risikerer landene at miste indtægter fra afgifter og skatter, og korruption bidrager til en uretfærdig konkurrence på træmarkedet.
Med et nyt lovforslag får Miljøministeriet mulighed for at gå virksomheder, der handler med træ og produkter lavet af træ, efter i sømmene.
- Forbrugere skal kunne stole på, at havestolen eller gulvbrædderne i byggemarkedet ikke kommer fra ulovligt træ. Med de nye regler rammer vi firmaer, der stjæler fra fattige befolkninger og udhuler økonomien og de naturlige ressourcer, siger Ida Auken.
Illegalt tømmer for 170 mia. kroner
Eksport af ulovligt træ udtømmer fattige landes naturlige ressourcer, og ofte betaler illegale tømmerfirmaer hverken skat eller leje for skovhugsten. Samtidig er ulovlige firmaer med til at undergrave virksomheder, der benytter sig af lovligt, bæredygtigt træ.
- På verdensplan bliver der solgt ulovligt træ og træprodukter for mere end 170 milliarder kroner hvert år. Det betyder færre skove, mere CO2-udslip og ødelæggelse af mange truede arters leve- og ynglesteder. Og pengene ender ofte i korrupte firmaers og regeringers lommer og kan være med til at finansiere borgerkrige og undertrykke befolkningen. Det vil vi sætte en stopper for med nye regler, hvor vi følger træet fra skoven til forbrugeren, siger Ida Auken.
Lovforslaget skal også sikre, at virksomheder i Danmark samarbejder med myndighederne, der har mulighed for at føre uanmeldt tilsyn med virksomhedernes lagre og varebeholdning. Der vil også blive mulighed for at pålægge gebyrer og offentliggørelse af kontrolresultater, hvis dokumentationen for trævarerne ikke er tilfredsstillende.
Yderligere oplysninger:
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 2561 7170, e-mail: mthor@mim.dk
Kontorchef Gertrud Knudsen, Naturstyrelsen, tlf. 7254 2601, e-mail: geknu@nst.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03