08/11-12
-
Pressemeddelelse
Nu bliver det billigere at plante offentlig skov
Miljøminister Ida Auken gør det nu billigere for kommunerne og staten at etablere nye skove. Det vil gavne naturen og grundvandet og kan forebygge oversvømmelser.
Miljøministeren vil have mere fart på etablering af nye skove. En ny tilskudsordning vil halvere kommuners og andre offentlige myndigheders udgifter til at plante skov.
De nye penge til plantning af skov vil give renere drikkevand, mere natur og binding af CO2 og mere bynær skov, som danskerne kan nyde, når de løber, cykler eller går søndagstur.
- Når vi planter ny skov, så gør vi rigtig mange ting, der gavner miljøet, på én gang. Vi beskytter drikkevandet mod pesticider, og vi skaber helt nye rum for naturelskere, hvor man kan løbe, gå og cykle, siger miljøminister Ida Auken.
Nye skove kan også holde på store mængder nedbør på visse marker. Det betyder, at de nye skove kan være med til at forhindre oversvømmelser og dermed klimasikre byerne.
- Nye skove er som en schweizerkniv, der har så mange gode funktioner, at vi er nødt til at få mere fart på skovrejsningen. Derfor genindfører vi nu den tilskudsordning, som den gamle regering valgte at sløjfe i 2006, siger miljøminister Ida Auken
Ordningen giver mulighed for at støtte 300 hektar ny offentlig skov både i 2013 og i 2014. 300 hektar svarer til ca. 600 fodboldbaner.
Der findes allerede en tilsvarende tilskudsordning for private jordejere, der vil rejse ny skov.
Tilskuddet fra den nye ordning er op til 29.000 kroner per. hektar, der dækker op til 55 procent af udgifterne til indkøb af små træer, udgifter til plantningen og opførelse af hegn. Jorden skal kommuner og andre offentlige myndigheder selv stille til rådighed.
Eksempler på nyere offentlige skove etableret i samarbejder mellem kommuner og Miljøministeriet er Drastrup Skov ved Aalborg, True Skov ved Århus, Himmelev Skov ved Roskilde og Vestskoven ved København.
Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder, Mikkel Bonnesen, Miljøministeriet, tlf. 22 67 55 39
Kontorchef Henrik Kundby, Naturstyrelsen, tlf.: 41 24 47 46
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03