21/01-13
-
Pressemeddelelse
Cykelbiblioteker og grønne ildsjæle på finansloven
Danmark skal have flere grønne tage, og flere borgere der låner og lejer ting af hinanden. Miljøministeren og Enhedslisten har nu fordelt Miljøministeriets midler på finansloven for 2013.
På finansloven for 2013 får Miljøministeriet yderligere 118 millioner kroner til den grønne omstilling. Miljøminister Ida Auken og Enhedslisten har nu lavet en aftale om, hvilke konkrete områder pengene skal gå til.
16 millioner kroner går til at støtte projekter fra grønne ildsjæle, som kan bidrage til at gennemføre den grønne omstilling lokalt. Det skal være projekter, som sikrer et bæredygtigt forbrug, bæredygtige byer eller mobilitet. Det kan for eksempel være borgere, der lejer og låner ting af hinanden, grønne taghaver eller cykelbiblioteker.
- Der er en masse ildsjæle rundt om i landet med gode ideer og initiativer. Dem vil vi gerne hjælpe i gang. Det kan for eksempel være et værkstøjsbibliotek eller en kjoleudlejning. I fremtiden vil flere af os låne og leje os frem i stedet for, at vi alle partout skal eje samtlige typer havemaskiner eller et skab fyldt med balkjoler, siger miljøminister Ida Auken.
Radikale Venstres miljøordfører Lone Loklindt siger:
- Det er vigtigt, at den grønne omstilling bliver en sag, som angår alle, såvel borgere som virksomheder. Derfor er en pulje til ildsjæleprojekter et godt skridt.
Støtte til grøn miljkøteknologi
Der er afsat 65 millioner kroner til at støtte virksomhedernes bidrag til den grønne omstilling. Virksomhederne kan søge om tilskud til blandt andet at teste og udvikle ny miljøteknologi. Regeringen og Enhedslisten vil samtidig understøtte eksporten af miljøteknologi fra danske virksomheder. Det ligger i naturlig forlængelse af Erhvervs- og Vækstministeriets aftale med Enhedslisten om støtte til erhvervsrettede initiativer, der skal fremme den grønne omstilling på 155 millioner.
- Der vil blive stor efterspørgsel på teknologi, som kan øge væksten uden samtidig at bruge flere ressourcer. Derfor er det afgørende, at danske virksomheder beholder deres førerposition inden for miljøteknologi til gavn for eksporten og danske arbejdspladser, siger miljøordfører Torben Hansen, Socialdemokraterne.
35 millioner kroner skal styrke omstillingen til grøn økonomi ved at udnytte ressourcerne bedre. Vi producerer ca. 14 mio. tons affald om året, og der er rigtig mange uudnyttede ressourcer i affaldet. Samtidigt skal vi have affaldsmængderne ned. Midlerne vil blive fokuseret på områder, hvor der er størst potentiale for vækst og beskæftigelse. Deriblandt vand, ressourcer og klimatilpasning.
- Hvad der var affald i går, er værdier i morgen. Vores affald indeholder masser af værdifulde ressourcer, hvoraf store dele er importerede. Dem skal vi udnytte bedre. Af hensyn til både økonomien, miljøet og konkurrenceevne, siger miljøordfører Per Clausen, Enhedslisten.
Yderligere oplysninger:
Per Clausen, miljøordfører, Enhedslisten, tlf. 33 37 50 08, e-mail: per.clausen@ft.dk
Torben Hansen, miljøordfører, Socialdemokraterne, tlf. 33 37 4010, e-mail: torben.hansen@ft.dk
Lone Loklindt, miljøordfører, Radikale Venstre, tlf. 61 62 50 77, e-mail: lone.loklindt@ft.dk
Kontakt til ministeren: Pressechef Mette Thorn, tlf. 25 61 71 70, e-mail: mthor@mim.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03