30/01-13
-
Pressemeddelelse
Danmark vil samle et hav af data
Mere viden om aktiviteter over og under havoverfladen skal gøre det lettere at passe på naturen, når råstoffer udvindes, og havvindmøller placeres. Dansk konference baner vej for international indsats.
Hvor dybt er havet, hvor er der sårbar natur, og hvor er de mest trafikerede færgeruter? Spørgsmål som disse skal virksomheder og myndigheder i dag søge svar på i et hav af forskellige databaser, når de planlægger aktiviteter på havet.
I denne uge er Danmark vært ved en international konference, der skal se på en model for én samlet adgang til oplysninger om alle aktiviteter på havet - fra placering af søkabler og fiskepladser til havdybder og færgeruter.
- Havet er en stor arbejdsplads, og der er mange kommercielle interesser på spil. Samtidig er det et stort naturområde med et rigt dyreliv. Derfor skal vi sikre de bedste muligheder for at udnytte havets ressourcer, uden at det sker på bekostning af miljøet. Når vi planlægger på landjorden, ved vi hvor den beskyttede natur ligger, og hvor de store trafikårer går. Det er det samme, vi vil gerne kunne på havet, siger miljøminister Ida Auken.
Danmark er blandt verdens førende søfartsnationer, og regeringens vision er, at vi skal være Europas maritime centrum. Samtidig er vi blandt de lande i verden, der er længst med tankerne for en oversigt over alle aktuelle forhold på havet. Derfor er Danmark blevet opfordret til at indtage formandsstolen i en international arbejdsgruppe om emnet.
- Vi har sagt ja til at sætte os for bordenden, fordi det er vigtigt, at vi på verdensplan bliver enige om fælles måder at gøre tingene på, specielt når det gælder havet. Ved at udveksle oplysninger kan vi skabe et grundlag for langsigtet planlægning til gavn for både virksomheder og miljøet, siger Ida Auken.
I dag findes der mindst 100 forskellige datasæt blandt de danske myndigheder, der indeholder oplysninger om aktiviteter i vores farvande. En systematisk samling af disse data vil hjælpe både virksomheder og myndigheder med langsigtet planlægning af blandt andet havvindmølleparker og udvinding af råstoffer, mens man passer på naturen.
Konferencen finder sted i Geodatastyrelsen fra den 30. januar til den 1. februar og har deltagere fra 16 lande, bl.a. Japan, Storbritannien og USA.
Arbejdsgruppen hører under den internationale hydrologiske organisation IHO.
Kontakt
Jens Peter Weiss Hartmann, chefkonsulent, Geodatastyrelsen, tlf. 72 54 51 20
Jakob Bo Andersen, kommunikationsmedarbejder, Geodatastyrelsen, tlf. 72 54 51 50
Grethe Linder Vinther, pressemedarbejder, Miljøministeriets departement, tlf. 20 86 34 76, grlvi@mim.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03