09/04-13
-
Pressemeddelelse
Danmark på forkant med ftalater
Med en ny ftalat-strategi fastholder Danmark fokus på at beskytte miljø og borgere mod ftalater, der blandt andet kan virke hormonforstyrrende og nedsætte forplantningsevnen
Danmark har været meget aktiv for at beskytte borgere og miljø mod problematiske ftalater. I november forbød Danmark brug af fire farlige ftalater i en række forbrugerprodukter, og Danmark har også lavet et forslag om et forbud på EU-niveau. Nu sender miljøminister Ida Auken en samlet ftalat-strategi i høring. Strategien skal give ny viden om risikoen ved stofferne og blandt andet kan føre til forbud mod flere skadelige ftalater.
"Med den nye strategi går Danmark igen forrest på området. Det er ekstremt vigtigt at få styr på disse stoffer, som kan findes i alt fra badeforhæng til kabler, vinylgulve, luftmadrasser og sandaler. Vi ved endnu ikke nok om alle ftalater, men vi ved, at nogle af dem er hormonforstyrrende og for eksempel kan medvirke til for tidlig pubertet hos piger og misdannede kønsorganer hos drenge", siger miljøminister Ida Auken.
Cocktaileffekter er problematiske
Ftalater er en stor gruppe af stoffer, der bruges til at blødgøre plastprodukter. Og selvom der måske ikke sker noget ved at blive udsat for ét stof ad gangen, kan den samlede udsættelse for flere stoffer med den samme virkning, de såkaldte cocktaileffekter, skade sundheden og for eksempel gå ud over forplantningsevnen.
"Det er hverken effektivt eller nok at lovgive om ftalaterne enkeltvis. Med den langsigtede strategi tager vi blandt andet højde for, at flere af ftalaterne virker på samme måde i kroppen, og at vi bliver udsat for flere på en gang. I mine øjne er det sund fornuft at tage højde for cocktaileffekter. Hvis du vil tabe dig, holder du jo heller ikke kun øje med for eksempel morgenmaden men ser på alt, hvad du spiser", siger Ida Auken.
Klar til flere forbud
Som del af strategien går Miljøstyrelsen allerede nu i gang med at vurdere de tilgængelige oplysninger om de mest anvendte ftalater. Og det kan føre til nye forbud eller andre tiltag, hvis det er nødvendigt, lover miljøministeren, som også understreger, at det ikke nødvendigvis er alle ftalater, der er problematiske.
"Hvis vi under arbejdet opdager en risiko ved én eller flere ftalater, vil jeg straks starte arbejdet til at foreslå et EU-forbud", siger Ida Auken.
Miljøministeriet vil løbende inddrage industri, NGO'er og andre myndigheder i arbejdet, så vi får det bedste grundlag for at håndtere ftalaterne.
Den nye strategi er udarbejdet i samarbejde med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, der har bidraget med viden om ftalater i medicinsk udstyr. Strategien er i høring til den 29. april på Miljøstyrelsens hjemmeside. Læs strategien her.
Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Tine Lund-Bretlau, tlf.: 9136 5852, E-mail: tilun@mim.dk
Funktionsleder Bent Horn Andersen, Miljøstyrelsens Kemikalieenhed, tlf.: 7254 4240, E-mail: behan@mst.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03