19/04-13
-
Pressemeddelelse
112 app'en er en succes
Den nye 112 app kan i bedste fald redde menneskeliv. 140.000 danskere har indtil nu downloadet app'en til deres smartphone, og den har allerede hjulpet udrykningen flere gange.
Danmark fik sin officielle 112 app den 8. april. Siden har den næsten dagligt været nummer 1 på hitlisterne for gratis apps. Alarmcentralen fortæller, at den har været i funktion flere gange og gjort en positiv forskel.
- Det er dejligt, at 112 app'en er en succes. Den gør det både nemmere at være borger og alarmcentral, når der er brug for hjælp. Jeg kan kun opfordre endnu flere til at downloade app'en, siger miljøminister Ida Auken
Hvis du får brug for at ringe 1-1-2, skal du blot benytte 112 app'en på din smartphone. Med den kan du starte et opkald til alarmcentralen, samtidig med at app´en sender GPS-koordinater af sted til alarmcentralen. Alarmcentralen ved hermed præcist, hvor du befinder dig, og hjælpen kan nå hurtigere frem.
Frie data
Miljøministeriet stiller en stor mængde data om natur, kort, matrikelkort, flyfoto mv. gratis til rådighed for alle, der har lyst til at bruge dem. Vi kalder det "frie data". De frie data skal understøtte effektivisering af den offentlige sektor og økonomisk vækst i den private.
- 112 app'en er et godt eksempel på en ny innovativ løsning skabt i synergi og samarbejde mellem den offentlige og private sektor. Med de frie data vil vi se endnu mere af den slags. Kun fantasien sætter grænsen, siger miljøminister Ida Auken
112 app´en er udviklet i et samarbejde mellem Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen, Geodatastyrelsen og Intergraph og finansieret af TrygFonden.
Cirka tre ud af fire opkald til alarm 1-1-2 sker i dag fra en mobiltelefon, og over halvdelen af mobiltelefonerne i Danmark er smartphones med en indbygget GPS, der kan oplyse, hvor man står. Det er disse nye teknologiske muligheder, der tages i brug i 112 app'en.
Yderligere materiale
Du kan læse mere på på 112 app´ens hjemmeside eller på facebook.
Yderligere oplysninger:
Projektleder Steffen Svinth Thommesen, Geodatastyrelsen, tlf. 72 54 53 05/22 22 16 47, 112app@gst.dk
Pressemedarbejder Signe Vestergaard, Miljøministeriet, tlf. 22 50 90 29, sivma@mim.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03