30/05-13
-
Pressemeddelelse
Succesen med gratis klimatjek fortsætter
Miljøministeriets klimatjek af danskernes boliger er så stor en succes, at ordningen fortsætter, selvom den var planlagt til at stoppe ved udgangen af juni. Det samme gør sig gældende for rabatten på forsikringspræmien.
Siden november 2012 har Miljøministeriet, i samarbejde med danske kloakmestre og anlægsgartnere, tilbudt danske boligejere et gratis klimaeftersyn af deres bolig. Tilbuddet er en del af Miljøministeriets kampagne om klimatilpasning, hvor boligejerne kan få hjælp til at vurdere, hvad der skal til for at undgå oversvømmelser af boligen i tilfælde af skybrud og monsterregn.
Miljøministeriets aftale med de omkring 190 firmaer, der er tilmeldt ordningen, udløber 1. juli 2013. Men de involverede kloakmestre og anlægsgartnere er så glade for ordningen, at de har besluttet at fortsætte arbejdet på egen hånd med at efterse faldgruberne i danske hjem.
- Vores samarbejdspartnere og massevis af boligejere har været så begejstrede for ordningen med gratis klimatjek, at vores partnere fortsætter med at besøge borgerne. Det kan være rigtig svært at overskue, hvor man skal starte, når man skal klimasikre sin bolig. Derfor er det rigtig positivt, at vi har fået skabt opmærksomhed omkring klimasikring, så boligejerne nu ved, hvem de kan henvende sig til for at få en faglig vurdering af deres hjem, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr.
Der er anlægsgartnere og kloakmestre fra hele landet med i ordningen, og alle de involverede har fået tilbudt vejledning på Teknologisk Institut i at foretage et grundigt og effektivt klimatjek. En af dem er Kristoffer Sindby, der er næstformand for De Grønne Kloakentreprenører.
- Jeg har lavet omkring 15 klimatjek, siden ordningen startede, og jeg kan mærke, at vi med klimatjekkene har ramt et punkt, som virkelig har været efterspurgt blandt danske boligejere. Der er nok at tage fat på, når vi undersøger og klimatjekker folks huse, så vi fortsætter selvfølgelig, siger Kristoffer Sindby.
Klimatjek giver rabat på forsikringspræmien
Miljøministeriet indgik tidligere på året et samarbejde med forsikringsselskabet Alm. Brand, som sikrer en rabat på forsikringspræmien, hvis man benytter sig af Miljøministeriets gratis klimatjek, og derefter følger fagfolkenes anbefalinger om klimasikring af hjemmet.
- Det er helt på sin plads, at folk, der anstrenger sig for at holde vand ude af boligen, bliver belønnet med en rabat. Vi er i dialog med flere forsikringsselskaber om rabatordninger, og jeg håber selvfølgelig, at det lykkes, siger Pia Olsen Dyhr.
Tilbuddet om rabat på forsikringspræmien vil stadig være gældende efter kampagnens afslutning.
Der findes mange forskellige typer af klimasikringstiltag, og det afhænger helt af de konkrete forhold, hvilke tiltag, der skal være opfyldt for at udløse en rabat. Et eksempel er et såkaldt højvandslukke, der forhindrer spildevand i at trænge op af kloakken, eller en pumpebrønd, som leder spildevandet effektivt væk.
Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Signe Vestergaard, Miljøministeriet, tlf.: 2250 9029 , e-mail: sivma@mim.dk
Kontorchef Kåre Svarre Jakobsen, Naturstyrelsen, tlf.: 7254 4926, e-mail: kasja@nst.dk
Relevant information
http://www.mim.dk
Firma
Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
26 73 10 03
26 73 10 03