Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/06-13   -   Pressemeddelelse

Kolonihaver kan lejes ud til under markedspris

Et flertal af Folketingets partier har i dag besluttet at ændre kolonihaveloven, så lejen kan holdes på et niveau, hvor flere har mulighed for at få adgang til deres egen grønne have.

Med en ændring af kolonihaveloven har regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti sikret, at kommuner og andre offentlige ejere af kolonihaver kan udleje til en pris, hvor flest mulige danskere har økonomisk mulighed for at være med.

Efter 2009, hvor Statsforvaltningen Hovedstaden udtalte, at kommunerne ikke måtte leje kolonihaver ud til under markedspris, var der en forventning om, at kolonihavepriserne ville stige. Som ejer af cirka 65 procent af landets 62.000 kolonihaver, får kommunerne og staten nu mulighed for at leje ud til under markedspris.

-Selve kolonihavetanken er indbegrebet af sol, sommer og god stemning, og kolonihaver er et socialt og kulturelt fænomen, vi har dyrket i Danmark i mere end 100 år. For en stor gruppe danskere er det den eneste mulighed, de har, for at få deres helt private, grønne plet. Nu giver vi kommunerne og staten mulighed for at sætte et overkommeligt leje for kolonihavepriserne, hvor flest muligt kan være med, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr.

Med ændringen af kolonihaveloven skal staten og kommunerne også oprette åbne ventelister, så det bliver mere gennemskueligt for dem, der drømmer om at få deres egen kolonihave.

Stor tilfredshed hen over midten
-Kolonihaver var på vej til udelukkende at blive fristeder for dem med de højeste indtægter, og det er slet, slet ikke meningen med kolonihaverne. Derfor er Dansk Folkeparti varme tilhængere af lovændringen, så alle, der har interesse for at få en kolonihave, nu kan skrive sig op på en venteliste, siger Jørn Dohrmann (DF).

Per Clausen (EL) er også tilfreds med, at det er blevet mere enkelt at få fingrene i en kolonihave:
-Der har altid været mange historier om de ikke ubetydelige beløb, det kunne koste, at få fat i en kolonihave i en eftertragtet kolonihaveforening. Det sætter vi en stopper for med åbne ventelister for de kommunale og statslige kolonihaver, for så kan alle følge med i, hvem der står for tur.

Socialdemokraternes Torben Hansen er yderst tilfreds med, at lovændringen nu bliver en realitet:
-Nu får vi sikret, at flest mulige har adgang til kolonihaver, for det er en fantastisk mulighed, for mange af vores borgere, der ikke ellers har adgang til en have. Stor ros til arbejdsgruppen, hvor blandt andet Kolonihaveforbundet, DSB, Københavns Kommune og KL deltog.

I Radikale Venstre glæder Lone Loklindt sig over, at det nu er muligt for staten og kommunerne at kunne udleje kolonihaver som et realistisk fritidstilbud til mange indkomstgrupper:
-Kolonihaver er et stykke danmarkshistorie, som har spillet en stor rolle i rigtig mange familiers liv. Det kan det nu fortsat gøre, og derfor kan vi godt være stolte af denne ændring af kolonihaveloven.

Ændringen af kolonihaveloven betyder desuden, at områder, der tidligere var anført som "ikke varige", kan indmeldes som varige og dermed sikres mod fremtidig nedlæggelse. Lovændringen træder i kraft 1. juli 2013.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 2561 7170, e-mail: mthor@mim.dk
Kontorchef Holger Bisgaard, Naturstyrelsen, tlf. 2672 2677, e-mail: hobis@nst.dk

Relevant information

http://www.mim.dk


Pressekontakt


Firma

Miljøministeriet
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V, Danmark

  26 73 10 03
  26 73 10 03


Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater