18/12-07
-
Pressemeddelelse
24 sjove ideer til en klimarigtig julegave
Køb klimarigtige gaver og spar atmosfæren for kilovis eller tonsvis af CO2. 1 ton mindre-kampagnens sjove julegaveideer har det til fælles, at de enten slet ikke udleder CO2, når man bruger dem - eller at de fører til, at man i sit dagligliv udleder mindre CO2 end ellers. Og gaver behøver ikke være kedelige, blot fordi de begrænser udledningen af drivhusgas.
Det er ´1 ton mindre´-kampagnen og Informationscenter for Miljø og Sundhed, som offentliggør 24 sjove ideer til gaver, der reducerer CO2-udledningen.
For eksempel foreslår guiden en rygsæk, der kan oplade din mobiltelefon, dit digitalkamera eller din iPod - vel at mærke uden tilførsel af elektrisk strøm udefra. Rygsækken er udstyret med solceller.
I den tekniske ende er der også en solcelledrevet ventilator, som sikrer frisk og tør luft i sommerhuset, mens det er lukket ned for vinteren. På den måde undgår du, at fugt giver grobund for svampesporer, som er skadelige for helbredet, og giver dårlig lugt.
Sjov er også en radio med håndsving. Den kompakte, transportable radio kan køre helt uden batteri eller strøm fra lysnettet. Drej på det indbyggede håndtag i 3 minutter, så er der energi til 2-3 timers radiooplevelser.
Blandt ideerne finder du også en dampgryde af bambus i flere etager. Den sikrer perfekt dampkogning af for eksempel grøntsager, hvor smagen i råvarerne bevares meget bedre end ved kogning i vand. Etage-princippet betyder, at du kan forarbejde mange fødevarer uden at øge energiforbruget. Guiden giver også CO2-venlige gaveideer til PC-udstyr og dagligdagens gøremål: tørring af tøj, forbrug af el, måltider, koldt drikkevand, belysning og indkøb..
Find alle de 24 gavetips på:
www.1tonmindre.dk/co2rigtigegaver.asp?m=3&mID=95
Tre ekstra facts om gaver og klimavenlighed:
· Hvis man giver en ny ting som gave, bliver der altid udledt noget CO2, når den bliver produceret og transporteret.
· Man gavner kun klimaet, hvis gaven ikke fører til et nyt, ekstra energiforbrug.
· Husk også, at selv klimavenlige produkter kan indeholde problematiske stoffer.
Yderligere oplysninger:
Miljøstyrelsen: Kampagneleder Bodil Harder tlf. 72 54 40 00).
Publikum Kommunikation: Christian Vaabensted tlf. 26 73 10 03).
Billeder, logoer mv. til kampagnen "1 ton mindre": www.1tonmindre.dk/Presse.asp?m=26.
Højopløste fotos:
Ønsker du højopløste fotos af nogle af gaveideerne, bedes du henvende dig til Christian Vaabensted tlf. 26 73 10 03).
Om klimakampagnen "1 ton mindre":
Denne pressemeddelelse er et led i Miljøministeriets kampagne "1 ton mindre", som er en opfordring til hver enkelt dansker om at mindske sit årlige CO2-udslip med 1 ton. Læs mere om kampagnen, beregn dit personlige CO2-udslip og vind præmier på www.1tonmindre.dk.
Relevant information
http://www.1tonmindre.dk
Firma
Miljøstyrelsen
Christians Brygge 28, 2.
1559 København V,
Danmark
72 54 40 00
72 54 40 00
http://www.1tonmindre.dk