05/07-12
-
Pressemeddelelse
Ree Park udvider med 30.000 hektar i Afrika
Ree Park - Ebeltoft Safari er ny ejer af Karen Blixen Camp i Kenya og kan tilbyde fantastiske naturoplevelser i Masai Mara. Parkens indsats for at bevare truede dyrearter får nu for alvor rodfæste i hjertet af Afrika. Samtidig åbnes der muligheder for et helt unikt oplevelses- og formidlingsvindue til glæde for både de rejselystne og parkens mange gæster.
I det sydvestlige Kenya ligger et 30.000 hektar stort areal med alt, hvad det safarilystne hjerte måtte begære af vilde afrikanske dyr og smuk natur. Det er her, på Karen Blixen Camp ved Mara floden, at der nu sættes kræfter ind for at videreføre visionen for safariparken på Djursland:
- Afrika er et mulighedernes kontinent, og med Karen Blixen Camp har vi fundet et hjertebarn, som på alle måder opfylder vores ønsker om at kunne samle parkens indsatsområder, fortæller Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park.
Økoturisme for mennesker og dyrKaren Blixen Camp, som er et af Afrikas førende camps indenfor økoturisme, ligger i Mara North Conservancy, et område der er en vigtig del af det berømte Masai Mara. Økosystemet er hvert år vært for den verdenskendte migration, hvor over en million gnuer, zebraer og gazeller, vandrer fra Serengeti sletten til Masai Mara, og som i deres søgen efter græs og vand krydser den farlige Mara flod. Campen har gennem sin grønne forretningsstrategi arbejdet seriøst med at forbedre de lokale Masaiers leve- og uddannelsesforhold samt skabt bedre naturbeskyttelse til gavn for Afrikas unikke dyreliv.
Som parallel til projekterne i Afrika fungerer Ree Park i dag som center for formidling og bevarelse. Med en række succesfulde projekter i porteføljen har parken bidraget til bevarelsen af flere udryddelsestruede dyrearter, herunder re-introduktion af europæisk bison i Kapaterbjergene i Polen og løveforskning i det sydvestlige Afrika.
- Ree Park har i mange år været involveret i bevarelses- og forskningsprojekter rundt om i verden. Disse projekter har spændt vidt, og vi har igennem årene høstet megen erfaring på disse fronter. Som et led i strategien bag parken har vi søgt at finde en model for at samle parkens indsats for naturen og samtidig udvide med nye spændende forretningsområder, forklarer Jesper Stagegaard.
Han tilføjer, at arbejdet med dyrene og avlsprojekterne gennem tiden har gjort ét aspekt meget tydeligt: At have dyr i fangenskab i bevarelsens navn er kun en del af arbejdet; bestræbelserne bør til stadighed ligge i at skabe bedre forhold for dyrene ude i naturen, og det kan ofte kun lade sig gøre, hvis man involverer lokalbefolkningen.
- Den simple vision er, at en bæredygtig, grøn og sund forretning er til gavn for områdets natur, og jo større og grønnere denne forretning er, jo mere bevarelsesarbejde kan vi skabe i området. Det handler om at være med til at skabe bæredygtig turisme for derigennem at danne en alternativ økonomi for lokalbefolkningen, som i Masai Mara hovedsaglig lever af kvægbrug. Kernetanken er at undgå, at området græsses helt ned af kvæg eller opdyrkes til landbrug, hvilket er en alvorlig trussel mod vilde dyr, som elefanter, løver og geparders leveområder, fortæller han og fortsætter:
- Karen Blixen Camp og Mara North Conservancy er et glimrende eksempel på, at det nytter noget at kæmpe, og at der er noget at kæmpe for. I den relativt korte periode Mara North Conservancy har eksisteret er det slående, hvor positiv en effekt, projektet har haft på områdets natur, således regnes det i dag for at være et af de bedste safariområder i Afrika. Men vi skal ikke glemme, at der stadig er meget at gøre for at få hele Masai Mara økosystemet under beskyttelse. Og det er blandt andet derfor vi har købt Karen Blixen Camp.
- I Ree Park har vi både kompetencer og ressourcer til at løfte opgaven videre. I Ebeltoft arbejder vores erfarne stab med noget, der i virkeligheden hører til ude i den vilde afrikanske natur, og det har vi længe ønsket at skabe et vindue ud til. Tilsammen repræsenterer koblingen af Ree Park og Karen Blixen Camp et væld af muligheder, som vi glæder os til at kaste os over i de kommende år.
Adminstrende direktør, medejer af Karen Blixen Camp og initiativtager til Mara North Conservancy, Martin Sønderby Nielsen fortæller:
- At drive Karen Blixen Camp er en udfordrende, men absolut spændende opgave. Vi har gennem de seneste år sammen med Søren Rasmussen og Albatros Travel arbejdet meget hårdt på at få opbakning blandt Masaierne til at danne Mara North Conservancy. Vi kan nu, sammen med 10 andre camps i området, sende mere end 5 millioner kroner videre til Masaierne i landleje om året for, mod at de reserverer deres land til naturbeskyttelse. Jeg synes, at fremtiden ser meget lys ud og jeg er sikker på, at Ree Park og vi kan øge vores indsats for bedre naturbeskyttelse i Masai Mara.
For mere info se: www.reepark.dk, www.karenblixencamp.com og www.maranorth.org
Relevant information
http://www.reepark.dk/karen-blixen-camp-ree-p