04/06-13
-
Pressemeddelelse
DSB skifter til energisparende LED-lys
Med hjælp fra Dansk Belysnings Service A/S satser DSB nu på LED-lys flere steder i organisationen. Lyskilden forbedrer arbejdsmiljøet og mere end halverer elregningen. Første projekt er to IC3 klargøringshaller, hvor udskiftningen af blot 400 lysarmaturer sparer 120.000 kW om året. Det svarer til 65.000 kg CO2.
To DSB-bygninger i København har som de første i Danmark fået installeret 400 specialudviklede Eisen LED-amaturer med en rekordlevetid på 50.000 brændtimer.
I princippet skal DSB ikke tænke på lys i de to IC3 haller i de næste 12 år, fordi levetiden er femdoblet. Samtidigt forbedres arbejdsmiljøet.
Før skulle en elektriker jævnligt op på høje stilladser til gene for driften. Han brugte en uhyggelig mængde timer på at skifte dyre koblinger og rør. Nu er hans tid frigjort til andre opgaver. Og de ca. 100 medarbejdere, som på skift døgnet rundt vedligeholder IC3-tog i hallerne, roser det nye arbejdslys for at være mere dagslysagtigt og behageligt at arbejde i, i forhold til de gamle lysstofrør, der havde et mere end dobbelt så højt energiforbrug.
"Den visuelle oplevelse er bedre, fordi det valgte LED-lys er et blødere, fuldspektret lys, hvor alle farver bliver gengivet lige godt," forklarer teknisk lysdesigner Leif Glyager fra leverandøren Dansk Belysnings Service A/S (DBS Lys A/S).
Store energi- og miljøbesparelser
Alene elbesparelsen i de to haller bliver på 240.000 kr. om året. Dertil kan lægges løn til vedligehold og materialeudgifter, som før var på ca. 40.000 kr. Alt i alt tjener DSB sin investering på cirka en halv million kroner hjem på under tre år.
"Investeringen har en tilbagebetalingstid på 28 måneder. DSB skifter først alt igen om 12 år, hvor DSB vil have sparet mindst 2,6 millioner kroner iberegnet udgifter til genetablering af lys. Og miljøet spares for 65 ton CO2 om året," fortæller Leif Glyager.
Potentiale på 100 millioner kr.
Projektet startede oprindeligt som en idé fra en mand på gulvet, nemlig DSB-elektriker Kim O. Nielsen, der tænkte, at det måtte være muligt at få elregningen ned. Nu samarbejder DBS Lys A/S med DSB om skift til LED-lys flere steder i organisationen. Ikke mindst de nye, avancerede lysløsninger i DSBs nye hovedsæde i Tåstrup. De økonomiske potentialer er enorme:
"Hvis hele DSB og Banedanmark skifter til LED-lys, anslår jeg det til en investering på i grove tal 20-25 millioner med en tilbagebetaling på tre år og en samlet besparelse på 100 millioner kroner på 12 år," siger Leif Glyager.
Relevant information
http://www.dbslys.dk
Firma
Dansk Belysnings Service A/S
Ejby Industrivej 68
2600 Glostrup,
Danmark
+45 51 46 68 88
+45 51 46 68 88
http://www.dbslys.dk