Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/12-04   -   Pressemeddelelse

Elegant design til gentlemen og drengerøve

Den 30. december 2004 slår Øksnehallen i København dørene op for en designudstilling, hvor man kan opleve 70 elegante Jaguarer med masser af hestekræfter. Udstillingen er en hyldest til Jaguaren - en af de hurtigste, mest innovative og mest elegante biler nogensinde. Bilerne repræsenterer mere end 80-års design og har en samlet værdi på mere end 100 mio. kr.

Pigerne kan lade sig forføre af den åbne, cremefarvede sportsvogn XK 120 med røde lædersæder, som Clark Gable og flere royale kørte rundt i 50'erne. De magelige kan drømme sig til en tur i Jaguars over 5 meter lange saloon, MK X, der oser af engelsk herreværelse. Mændene kan sukke over den aerodynamiske E Type, hvis design hentede inspiration fra flyindustrien. Og drengerøvene kan opleve den Formel 1-Jaguar, som Eddie Irvine har kørt i og den XJ 12, som danske John Nielsen vandt Le Mans med i 1990.

Publikum kan også opleve: Dronning Ingrids gamle S Type. Simon Spies E Type, og verdens eneste eksemplar af racerbilen XJ 13. XJ 13 nåede aldrig at køre et eneste officielt racerløb, før bilen blev totalskadet under indspilningen af en reklamefilm. Bilen er siden blevet restaureret og er udlånt til Øksnehallen af Jaguar Daimler Heritage Trust Museum i England. Herfra har Øksnehallen også lånt den Jaguar XKR, der er med i James Bond filmen 'Die Another Day' fra 2002 og 8 andre helt unikke Jaguarer.

Udstillingen er Europas største Jaguarudstilling nogensinde og er åben fra 30. december 2004 - 30. januar 2005. Udstillingen er dog lukket fredag den 31. december og lørdag den 1. januar. Åben alle dage fra kl. 11 - 18. Onsdag fra 11 - 21. Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København V. www.oeksnehallen.dk.

Udstillingen er lavet i samarbejde med en gruppe danske Jaguar-entusiaster fra Jaguar Club of Denmark. Alle de udstillede biler udlånes generøst af Jaguar Daimler Heritage Trust Museum, Jaguar Cars, UK, Jaguar Danmark A/S, Ole Sommer Veteranbil Museum og en række private.

Kort om Jaguar
Det var fremstillingen af karosserier, der blev William Lyons og Jaguars adgangsbillet til bilindustrien. William Lyons købte et chassis til en Austin Seven og designede selv et mere sporty karosseri. Bilen Austin Swallow kom på gaden i 1927 og blev en stor succes, også selv om den kun havde 10,5 hk og en topfart på 56 km/t. Den første rigtige Jaguar blev præsenteret i 1935 under navnet SS Jaguar. Under 2. Verdenskrig omstillede SS produktionen af biler til krigsproduktion. SS producerede flydele til Stirling, Mosquito, Spitfire og Lancaster og senere også til Englands første jetjager, Gloster Meteor. SS brugte også krigsårene til at udvikle en ny motor. Den nye motor blev præsenteret i 1948 under navnet XK. Motoren var teknisk så fremragende, at den blev anvendt af Jaguar helt frem til 1986. 2. Verdenskrig gav initialerne SS en noget uheldig association, og derfor skiftede SS navn til Jaguar Cars umiddelbart efter krigen. Grundlæggeren William Lyons blev adlet i 1956 for sin indsats for den britiske motorindustri. Han trådte tilbage som direktør for Jaguar Cars i 1972, og døde den 8. februar 1985. I 1987 åbnede Jaguar Cars et nyt udviklingscenter. Centret blev kraftigt udvidet, da Ford overtog Jaguar Cars i december 1989. Og med udvikling af nye motorer og nye modeller er Jaguar kørt i stilling til fremtiden.

Foto
Billeder kan hentes på www.rentawriter.dk/download.htm eller bestilles på 40 75 26 86. Vedhæftet billede forestiller skuespiller Camilla Bendix i en XK 120 OTS fra 1951. Billedet er taget af fotograf Heidi Lerkenfeldt.

Flere oplysninger
Ekstern pressemedarbejder, Mogens Holbøll: 40 75 26 86, 33 11 81 91, mogens@rentawriter.dk.
Pressechef i Øksnehallen, Lisbeth Juul: 28 88 84 16, 33 29 80 77, lj@oeksnehallen.dk.

Relevant information

http://www.rentawriter.dk/download.htm


Pressekontakt


Firma

Øksnehallen
Halmtorvet 11
1700 København V, Danmark

  40752686
  40752686

http://www.rentawriter.dk/download.htm

Modtag nyheder fra Øksnehallen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater