16/03-05
-
Pressemeddelelse
DGI-byen skal drive DANHOSTEL Copenhagen City
Den 15. maj 2005 åbner det gamle Europa-hus dørene for Københavns nye 5-stjernede hostel. DANHOSTEL Copenhagen City bliver Europas største med 700 senge, alle med eget bad og toilet. Det danske designfirma GUBI, som blandt andet har leveret møbler til Museum of Modern Art, har indrettet med designmøbler.
DGI-byen har indgået en aftale med De Forenede Ejendomsselskaber om at drive dette hostel de næste 25 år.
"Vi ser DANHOSTEL Copenhagen City som et naturligt forretningsområde for DGI-byen. En stor del af vores gæster er familier, skoler og grupperejsende, og dem ønsker vi at tilbyde andre overnatningsformer end hotel som vi har i dag. Med DANHOSTEL Copenhagen City kan vi tilbyde dem, og mange andre, overnatning i centrum af København til en meget fornuftig pris. Og så er der under 10 minutters gang til DGI-byen", udtaler Direktør Niels Dalsgaard.
DGI-byen skal drive hostel efter det kendte DANHOSTEL koncept, så prisen for en seng er kun 120,- kr. pr. person pr. nat.
Åbent Hus
I forbindelse med DANHOSTELS 75 års jubilæum den 22. maj 2005 inviteres til Åbent Hus, hvor alle er velkomne til at besøge Københavns nye hostel og bl.a. nyde udsigten over byens tage, Operahuset og Islands Brygge. Mere information om Åbent Hus arrangementet vil følge på www.danhostel.dk. Adressen er H.C. Andersens Boulevard 50
Relevant information
http://www.dgi-byen.dk