19/05-03
-
Pressemeddelelse
Ny film om 'Det Forbudte Landshold'
'Det Forbudte Landshold' er en usædvanlig dokumentarfilm, der på allernærmeste hold følger de svære forberedelser og den til tider absurde kamp for at få dannet et tibetansk fodboldlandshold. Filmen har biografpremiere den 29. maj 2003.
Jublen hos de mere end 5.000 tilskuere i Vanløse Idrætspark var stor, da den tibetanske fodboldspiller, Lobo, 30. juni 2001 med et tørt højrehug bragte Tibet foran med 1-0 i landskampen mod Grønland. 16 danske og internationale tv-stationer filmer og hjemme i Tibet sidder befolkningen klinet til den forbudte radiostation "Radio Free Tibet" og følger med. Den dag skriver Lobo og det tibetanske landshold sig ind i fodboldhistorien - målet og landskampen er Tibets første nogensinde.
Forud for kampen overvinder det tibetanske landshold, dets manager Karma, dets danske træner Jens Espensen og den danske idémand Michael Nybrandt et utal af forhindringer for at nå så langt. Alene kampens afvikling er en klar sejr for nationen Tibet, der siden 1956 har været besat af Kina.
"Det handler om mere end fodbold. Vi spiller for et land, der længes efter frihed", som den tibetanske landsholdsmanager, Karma, siger i filmen.
To år før selve kampen får Michael Nybrandt - den danske initiativtager til skabelsen af det tibetanske landshold - sammen med fodboldentusiasten Karma samlet et hold tibetanske fodboldspillere i nordindiske Dharamsala, hvor titusindvis af tibetanske flygtninge bor - herunder Dalai Lama. Hertil ankommer den ambitiøse danske fodboldtræner, Jens Espensen, for at træne spillerne på en hullet og mudret klippeside fyldt med hellige køer.
"At forestille sig disse spillere udfordre et andet land i fodbold er absurd", siger Jens Espensen, da han første gang træner spillerne.
Men også han smittes af drømmen og af spillernes entusiasme. Men mange af de statsløse spillere får store problemer med at få udrejsevisa. Sønderknust får holdets suverænt bedste spiller at vide, at han ikke kan komme med til Danmark. Trods alle forhindringerne og stor modstand mod afviklingen af landskampen fra Kina og FIFA, lykkes det at gøre drømmen til virkelighed. 'Det forbudte landshold' løber på banen i Vanløse Idrætspark og slås for Tibet.
Læs mere på www.forbiddenteam.com og kontakt venligst Mogens Holbøll, hvis du ønsker at se filmen.
Biografpremiere 29. maj
Det tibetanske fodboldlandshold blev til på initiativ af Michael Nybrandt og Dansk Selskab For Tibetansk Kultur. Instruktørerne Rasmus Dinesen og Arnold Krøjgaard fulgte holdet fra begyndelsen og har været i Dharamsala i Nordindien tre gange for at filme 'Det Forbudte Landshold'. Filmen er produceret af Balls Productions A/S og har biografpremiere den 29. maj, 2003 i bl.a. Dagmar Teatret, Park Bio, Vester Vov Vov, Viften, Café Biografen Odense, Øst for Paradis og Scala Gudhjem.
Flere oplysninger
Rasmus Dinesen, instruktør, mobil: 26 15 64 27, e-mail: dinesenrasmus@hotmail.com
Arnold Krøjgaard, instruktør, mobil: 60 61 82 25, e-mail: arnold@film.dk
Karim Stoumann, producent, tlf.: 32 68 11 31, mobil: 26 21 91 00, e-mail: karim.stoumann@balls.dk
Michael Nybrandt, idémand, mobil: 26 12 14 08, e-mail: michael@nybrandt.dk
Mogens Holbøll, PR, tlf. 33 36 21 03, mobil: 40 75 26 86, e-mail: mogens@citat.as
Relevant information
http://www.forbiddenteam.com