21/12-06
-
Pressemeddelelse
Museer bør betale billedkunstnere
Mens samlere, gallerier og museer tjener på den voksende interesse for billedkunst, går opsvinget henover hovedet på mange af dem, der skaber kunsten. Hvis ikke museerne selv vil honorere billedkunstnere i lighed med andre faggrupper, bør man - som i Sverige - forpligte museerne ved lov, mener Billedkunstnernes Forbund.
Dansk billedkunst rider på en bølge af succes. De yngre billedkunstnere fejrer triumfer i udlandet, der sælges værker, og publikum strømmer til museerne som aldrig før.
Men midt i festen står mange billedkunstnere stadig med halvtomme lommer og undrer sig over, hvor lidt de får ud af det, når de udlåner deres værker til de statsstøttede museer og udstillingssteder.
Det kan man læse i Billedkunstnernes Forbunds blad, Bkf-bladet, der udkommer i dag.
Her fortæller blandt andre billedkunstner Kristian Devantier om honorarer i omegnen af 1.500-2.000 kroner for museumsudstillinger. "Og det betaler ikke rigtig huslejen," som han siger til bladet.
De statsstøttede museer er forpligtet til at udbetale et vederlag til kunstneren for lån af værker på max. 6.000 kr. om måneden, som senere refunderes af Kulturministeriet. Men egentlige honorarer er der sjældent tale om, og det er urimeligt over for kunstnerne, mener Cai Ulrich von Platen, formand for Billedkunstnernes Forbund.
"Generelt er betalingen meget dårlig, og mange museer mener tilsyneladende, at billedkunstnere bare skal være taknemlige for, at man vil vise deres kunst. Men selvfølgelig bør billedkunstnere honoreres ordentligt - ligesom de fastansatte på museerne, siger Cai Ulrich von Platen.
I Sverige har man indført en sådan honorarlovgivning for at sikre, at billedkunstnerne får betaling.
"Forhåbentlig har de danske museer selv viljen til at tage hånd om denne problematik og afsætte penge til billedkunstnerne på deres budgetter. Men hvis museerne fortsætter med ikke at betale billedkunstnerne, så bør politikerne følge Sveriges eksempel og lovgive om betaling til billedkunsterne," siger Cai Ulrich von Platen.
Lovgivning løser dog ikke alt. For nylig kunne det svenske billedkunstnerforbund og Sveriges Radio afsløre, at bl.a. Moderna Museet i Stockholm ikke overholder den svenske lov. Og de svenske billedkunstnere tør ikke protestere imod den manglende aflønning af frygt for, at de ikke får lov at udstille fremover.
"Jeg ser også lovgivningen som den sidste og dårligste udvej, så jeg håber, at museerne selv tager hånd om det," siger Cai Ulrich von Platen og gør opmærksom på, at Billedkunstnernes Forbund meget gerne går i dialog med museerne.
Stort interview med Bo Nilsson
Udover tema-artikler om billedkunstnernes ringe lønvilkår kan man i det nye Bkf-blad bl.a. for første gang læse om planerne for den reorganiserede Charlottenborg Udstillingsbygning. Bo Nilsson, Charlottenborgs nye direktør, løfter her sløret for sine visioner - og hans udmeldinger bekymrer kunstnersammenslutningerne, fremgår det af flere kommentarer i Bkf-bladet.
###
Bkf-bladet er organ for Billedkunstnernes Forbund - Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med godt 1200 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstnernes faglige, økonomiske, sociale og juridiske interesser og fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Bkf-bladet udkommer fire gange årligt.
Relevant information
http://www.bkf.dk
Firma
Billedkunstnernes Forbund
Vingårdstræde 21
1070 København K,
Danmark
28 35 58 74
28 35 58 74
http://www.bkf.dk