28/01-11
-
Pressemeddelelse
Mere musik i folkeskolen
Politikere og eksperter er enige: De kreative fag er afgørende for folkeskolen. "Musikundervisningen skal opprioriteres," siger eksempelvis Venstres Troels Christensen i en rundspørge foretaget af fagbladet MUSIKEREN. Alligevel er musikundervisningen mere presset end nogensinde.
Musikundervisningen i folkeskolerne gisper efter vejret, viser den omdiskuterede rapport 'Musikfaget i undervisning og uddannelse' fra 2010. Og det har indflydelse på hele vores musikkultur.
Fra politisk side er der bred enighed om mere og bedre musikundervisning i folkeskolerne blandt samtlige partiers kultur- og undervisningsordførere. Det erfarer fagbladet MUSIKEREN, der i et web-tema om musikundervisning i folkeskolerne har talt med en bred skare af folketingets kultur- og undervisningsordførere om, hvordan man kan øge timetallet og forbedre musikundervisningen.
Samtlige adspurgte ordførere ønsker mere musikundervisning og bedre og mere kvalificeret musikundervisning. Størstedelen af de adspurgte mener, at uddannede musikere ville være både en inspirationskilde og give musikundervisningen et løft i samarbejde med de læreruddannede, hvilket formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo er enig i.
Så hvad venter vi på, når både politikere, hjerneforskere, lærere og musikere ønsker mere og bedre musikundervisning i skolerne?
Se politikernes udtalelser i web-tv-indslag, læs hjerneforskerens brandtale for kvalificeret musikundervisning, hør erfaringer fra folkeskoler og musikere, der underviser på skoler og meget mere på fagbladet MUSIKERENs nye website: http://www.musikeren.dk/artikler
###
På det nye www.musikeren.dk kan du også læse tre andre aktuelle temaer:
Tema 1: Musikere med international karriere
I dette tema sætter vi fokus på musikere, der har taget skridtet ud over de danske grænser for at skabe en international karriere. Musikere, bands og ensembler fortæller om, hvordan de har skabt en karriere i udlandet og giver gode råd til andre musikere. Vi beskriver forskellige internationaliseringsprojekter, agenturer og støtteordninger, der hjælper musikere til at skabe en karriere. Og vi ser på, hvad musikere skal tænke over i forbindelse med a-kasse, skat og forsikring.
Se: http://www.musikeren.dk/tema1internationalkarriere
Tema 2: Spillesteder eller steder at spille
Det siger sig selv: Som udøvende musiker er det afgørende at komme ud at spille. Musikeren har taget en øjeblikstemperatur på livescenen herhjemme. Temaet "Spillesteder - steder at spille" er en righoldig tur rundt i landet, hvor vi ser på etablerede livescener, nye små steder der dukker op, house concert-konceptet, store og små koncerter, kunstnernes syn støtte, miniportrætter af spillesteder og et smut til den livlige scene i Berlin.
Se: http://www.musikeren.dk/temaspillesteder
Tema 3: Grej, gear og gadgets
Verdens største instrumentmesse, NAMM 2011 i Californien, er netop overstået med en overflod af nyheder inden for instrumentbranchen og software rettet mod musikere.
MUSIKERENs grejredaktion viser web-tv-indslag om de nyeste tiltag, tests af forskellige produkter og en uudtømmelig kilde af nyheder fra producenterne verden over.
Se: http://www.musikeren.dk/grej
###
Om MUSIKEREN
Fagbladet MUSIKEREN er Dansk Musiker Forbunds medlemsblad. DMF er landets største fagforening for kunstnere og organiserer musikere, musikundervisere, sangere og musikteknikere mfl. Organisationen tæller ca. 6.500 medlemmer. DMF arbejder for at højne medlemmernes sociale, kunstneriske og økonomiske stilling samtidig med, at man varetager medlemmernes ophavsretslige og øvrige fælles interesser. DMF repræsenterer musikerne på såvel den kulturelle og musikpolitiske side som på den økonomiske side, hvad enten det gælder overenskomster og tilskud eller A-kasse og beskæftigelse.
Relevant information
http://www.musikeren.dk