Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/09-10   -   Pressemeddelelse

Herberger langs Hærvejen går i vinterhi efter succesfuld sæson

Ikke siden middelalderen har pilgrimsvandringer været så populære i Danmark. De seneste tre år har vandrere haft mulighed for at overnatte i enkle herberger langs pilgrimsruten på den gamle Hærvej. Alle herberger er indrettet i tidligere gårdejendomme, og i forsommeren blev endnu et herberg ved Kongeåen føjet til de i alt 11 herberger, der netop har oplevet en sæson med et stigende antal overnattende.

Bag Herberger langs Hærvejen står to ildsjæle: pilgrimspræst Elisabeth Lidell og arkitekt Andreas Blinkenberg. Inspirationen til herbergerne opstod under vandringer på den gamle pilgrimsrute "el camino" til Santiago de Compostela i Spanien. I Spanien er herbergerne typisk indrettet i gamle klostre og kirker - i Danmark er det gamle landbrugsejendomme, hvis tomme stalde er sat i stand til formålet.

Selve etableringen af Herberger langs Hærvejen er resultatet af en idékonkurrence, som Realdania udskrev i 2003, hvor Andreas Blinkenbergs forslag til indretning af herberger i gamle staldbygninger blev præmieret. Konkurrencen var en del af kampagnen Bevaringsværdige gårdejendomme, som gennem flere demonstrationsprojekter har vist eksempler på, at man med held kan finde nye muligheder i historiske landbrugsbygninger, anlæg og kulturmiljøer, så de både får en moderne anvendelse og bliver bevaret som kulturarv for eftertiden.

Realdania har derfor støttet etableringen af de 11 herberger langs Hærvejen, der alle er etableret i tidligere staldbygninger eller udlænger. Alle herberger består af et eller flere primitive soverum med køjesenge, et fælles toilet/baderum samt køkken med spiseplads.

Herbergerne ligger placeret langs Hærvejen fra Viborg og ned til Padborg ved grænsen, og de kan benyttes af både pilgrimme, vandrere, cyklister og ridende.

Andreas Blinkenberg følger udviklingen tæt og kan konstatere, at overnatningstallene har været stigende siden åbningen i 2008 med omkring 200 overnatninger i gennemsnit til omkring 400 på de mest benyttede steder i 2010. I herbergernes gæstebøger kan man læse beretninger fra danske og udenlandske gæster, der er taknemmelige for denne nye mulighed for at vandre og cykle langs Hærvejen.

Elisabeth Lidell leder hver sommer en to-ugers pilgrimsvandring fra Padborg til Viborg med 20 personer, som repræsenterer et meget bredt udsnit af befolkningen. I de senere år har også flere udlændinge deltaget i vandringen ad Hærvejen og glædet sig over den smukke natur, fællesskabet samt de mange kirker langs vejen. Undervejs lader pilgrimmene sig inspirere af "de syv pilgrimsnøgler": langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed

"Vi har en ambition om at nå 1000 - 2000 overnatninger hvert sted i løbet af én sæson. Det er målet at skabe et socialt fællesskab og et internationalt mødested for de overnattende gæster, sådan som det udfolder sig på caminoen i Spanien. Det betyder, at der skal gennemføres en markedsføring, hvor nogle af de mange vandrere der færdes på de europæiske pilgrimsruter skal opmuntres til at gå på Hærvejen. De syddanske og midtjyske turistselskaber er ved at afslutte et EU- finansieret projekt, der skal udvikle og synliggøre Hærvejen i Danmark og udlandet", siger Andreas Blinkenberg.

"Det gælder om at standse tabet af kulturhistoriske og arkitektoniske værdier på landet. Vi har hårdt brug for nytænkning og initiativer, der viser, hvordan forretning og bevaringshensyn kan gå hånd i hånd, så vi sikrer en bæredygtig genanvendelse af de funktionstømte og bevaringsværdige gårdejendomme", siger projektleder Carsten Kjær-Sørensen, Realdania, og fortsætter: "Herberg langs Hærvejen er et fremragende eksempel på, hvordan man med enkle greb kan skabe nyt liv i overflødiggjorte landbrugsbygninger - her oven i købet med en social og sundhedsmæssig gevinst for både lokalsamfundet, vandrere og øvrige brugere."

Yderligere oplysninger
Andreas Blinkenberg, Herberger langs Hærvejen, tlf. 29 20 19 54
Elisabeth Lidell, pilgrimspræst i Århus Stift, tlf. 86 17 72 04
Projektleder Carsten Kjær Sørensen, Realdania, tlf. 70 11 66 66

FAKTA

Om Herberger langs Hærvejen
Herberger langs Hærvejen drives af Foreningen Herberger langs Hærvejen, der består af repræsentanter fra bl.a. Dansk Vandrelaug, Dansk Cyklistforbund, Dansk Islandshesteforening, Foreningen af Danske Santiagopilgrimme samt Viborg Pilgrimscentrum.

Herberger langs Hærvejen har åbent hvert år i juni, juli og august. En overnatning koster 80 kr. pr. person. For at overnatte på et af herbergerne kræves et herbergspas, der kan købes hos eksempelvis Dansk Vandrelaug eller på Viborg Turistbureau. Der kan ikke reserveres plads i forvejen på herbergerne - gæsterne udvælger sovepladser i
den rækkefølge, de ankommer.

Projektet med etablering af herberger er støttet af Realdania, Friluftsrådet, Skov- og Naturstyrelsen, amter og kommuner langs Hærvejen samt Den Europæiske
Landbrugsfond.

Læs mere på www.haervej.dk, hvor der også findes et oversigtskort over Hærvejen og herbergernes placering.

Se også www.pilgrimsvandring.dk om "moderne kirkegang i Vorherres grønne katedral".

Om genanvendelse af bevaringsværdige gårdejendomme
Kampagnen "Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer" er iværksat af Realdania og er ét ud af flere projekter, der retter sig mod bevaring af den danske bygningsarv. Som en del af kampagnen udskrev Realdania en idékonkurrence, der satte fokus på genanvendelse af de bevaringsværdige gårdejendomme, der er ophørt som egentlige landbrug.

I samarbejde med Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret og Dansk Bygningsarv har Realdania som en del af kampagnen igangsat formidlingsinitiativet "Genanvend Gården", som tilbyder ejere landet over inspiration, viden og gode råd til at komme i gang med at genanvende gården.

Læs mere på hjemmesiden www.genanvendgaarden.dk

Relevant information

http://www.realdania.dk


Pressekontakt


Firma

Realdania
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K, Danmark

  2680 3503
  2680 3503

http://www.realdania.dk

Modtag nyheder fra Realdania på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater