02/09-11
-
Pressemeddelelse
Bedre rammer - bedre boligliv
Udendørs bordtennisborde, en motions- og bevægelsessti eller måske øvelokaler til de lokale bands i det gamle indkøbscenter. Mulighederne for at skabe nye fælles faciliteter og gode sociale fællesskaber er mange med kampagnen DET GODE BOLIGLIV, som Realdania skyder i gang i dag. Der er afsat 100 mio. kr. til kampagnen, hvor ildsjæle, beboere, beboergrupper og boligafdelinger i Danmarks mange almene bebyggelser kan søge støtte til projekter, der viser nye veje til et godt boligliv.
Realdania-kampagnen DET GODE BOLIGLIV bygger videre på de almene boligorganisationers lange og stærke tradition for gode rammer for fællesskab og et godt naboskab med plads til alle.
Over de næste fem år vil kampagnen igangsætte nyskabende projekter, der kan være med til at sætte fokus på udvikling af de almene bebyggelser. Især står mange bebyggelser fra 1940'erne, 50'erne og 60'erne over for store udfordringer i forhold til at forny boligafdelingernes fælles faciliteter, så de også i fremtiden kan danne gode rammer om fællesskab, individuelle aktiviteter og uformelle møder med naboerne.
"Ambitionen med kampagnen er at styrke både beboernes og organisationernes kreative involvering i at skabe demonstrationsprojekter, hvor der tænkes nyt, hvor der skabes ny dynamik, og hvor den sociale sammenhængskraft styrkes i de almene boligbebyggelser. Vi vil gerne være med til at gøre livet endnu bedre i de almene bebyggelser," siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Tre temaer og tre søgemuligheder
Kampagnen sætter fokus på tre temaer, hvor der er brug for at tænke nyt, udforske muligheder og deltage i udviklingen af fremtidens gode boligliv. Det handler om nytænkning af fælles faciliteter for beboerne, forbindelser til naboområder og nyt liv i mindre indkøbs- og lokalcentre.
"Vi håber, at beboere, ildsjæle, beboergrupper og boligafdelinger vil tage kampagnen til sig og udnytte de forskellige muligheder, der er for at søge støtte til realisering og udvikling af mindre og større projekter. Projekter, der vil gøre en forskel for beboernes daglige boligliv og understøtte fællesskabet," uddyber Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Kampagnen har tre søgemuligheder: "Den vilde idé" - her kan beboere, beboergrupper og ildsjæle søge støtte til en idé, som giver nye og inspirerende fælles faciliteter for boligbebyggelsen. "Projektudvikling" kan søges af beboergrupper og boligafdelinger, hvor støtten kan anvendes til at udvikle et projektforslag, så det senere kan føres ud i livet. Og endelig "Projektrealisering", hvor boligafdelinger kan søge støtte til større nyskabende projekter.
Ansøgningsskemaer til de tre søgemuligheder kan hentes på www.detgodeboligliv.dk
Frem til 2016 omfatter kampagnen to ansøgningsrunder. Første ansøgningsrunde løber fra 2. september 2011 til 16. december 2011. Den anden ansøgningsrunde bliver offentliggjort senere på kampagnens hjemmeside: www.detgodeboligliv.dk
Relevant information
http://www.realdania.dk