13/09-12
-
Pressemeddelelse
Til alle ildsjæle gør din idé til virkelighed
Overalt i Danmark arbejder frivillige ildsjæle med projekter, der gør en forskel for det byggede miljø og de lokalsamfund, som ildsjælene er en del af. Ofte er der tale om mindre initiativer, der fører til øget stolthed, tættere sammenhold og bedre livskvalitet. Med enkle midler skaber ildsjælene stor effekt i form af nye mødesteder, nye fællesskaber - og nogle gange også nye indtjeningsmuligheder. I dag lancerer Realdanias ildsjælekampagne en ny ansøgningsrunde, hvor frivillige kræfter kan søge om støtte til projekter, der forbedrer og udvikler det byggede miljø.
Små projekter med stor effekt
Nye mødesteder i tomme bygninger. Urbane haver og bæredygtige løsninger. Byggelegepladser, bygningsbevaring og nye rammer for fritidsliv. Ildsjælsprojekter over hele landet er levende beviser på, hvad borgerengagement kan betyde, og ildsjæle skaber ofte en merværdi for lokalsamfundene, der langt overstiger deres arbejdsindsats.
Det er baggrunden for Realdanias ildsjælekampagne, som blev lanceret sidste år. Kampagnen støtter ildsjælsprojekter over hele landet frem mod udgangen af 2014. En ny ansøgningsrunde lanceres i dag og er en invitation til alle, der arbejder frivilligt og passioneret med forbedring og udvikling af det byggede miljø til at søge støtte til deres projekter. Målet er at inspirere og støtte ildsjælene i deres arbejde med at forbedre livskvalitet i lokalsamfund overalt.
"De mange vellykkede projekter, som er blevet gennemført i kampagnens første leveår, har gjort det tydeligt, hvordan ildsjælenes kreativitet, flid og engagement udvikler nytænkende ideer, der bidrager til at forbedre livskvaliteten lokalt. Vi glæder os meget til at modtage nye ansøgninger fra frivillige kræfter over hele landet", siger Christian Andersen, projektleder i Realdania.
Ildsjæle skaber gode lokalsamfund
Realdania har gennem årene støttet en lang række mindre projekter, som man samlet set kan kalde for ildsjælsprojekter. Fælles er, at projekterne er lokalt forankrede hos personer, grupper og foreninger, der alle med små midler gennemfører et projekt, de tror på og brænder for. Nogle gange er målet at sikre en ældre bygning med stor kulturhistoriske værdi, i andre tilfælde bygges helt nyt. I nogle projekter er det selve bygningen, som ildsjælene brænder for, i andre kan bygningen være ramme om nye aktiviteter, fx kunst, kultur eller sociale aktiviteter. I alle tilfælde er der et vigtigt samspil mellem bygninger og mennesker. Og i alle tilfælde skaber ildsjælene nyt liv og bedre livskvalitet.
Da Realdanias ildsjælekampagne tidligere i år efterlyste gode projektideer medførte det ikke færre end 247 ansøgninger. 32 ildsjæleprojekter fordelt over hele Danmark blev valgt ud og fik økonomisk støtte, og i alle disse projekter er engagerede ildsjæle nu i fuld gang med arbejdet. På kampagnens hjemmeside www.byggerietsildsjæle.dk kan man følge de 32 projekter i tekst og billeder sammen med en lang række andre gode eksempler på ildsjæleprojekter.
"I Realdania ønsker vi at bakke op om det frivillige engagement ved at støtte flere af ildsjælenes projekter og dermed synliggøre og skabe anerkendelse omkring ildsjælenes vigtige arbejde. Håbet er, at kampagnen også vil motivere andre aktører til at bakke op om byggeriets ildsjæle, så endnu flere gode idéer kan blive til virkelighed", siger Christian Andersen.
Fristen for at indsende en ansøgning er 14. januar 2013. Offentliggørelsen af de ildsjælsprojekter, der bliver valgt ud til at få økonomisk støtte, forventes at ske i marts 2013. Læs mere på hjemmesiden www.byggerietsildsjæle.dk, hvor der også findes detaljerede oplysninger om, hvordan man søger om støtte til projekter i kampagnen.
Yderligere oplysninger
Projektleder Christian Andersen, Realdania, tlf. 70 11 66 66
Kampagnesekretariatet i Dansk Bygningsarv: Projektleder Kirstine Cool, tlf. 25 34 27 25
FAKTA
Ildsjælekampagnen bygger videre på analysen Når lysten driver værket - byggeriets ildsjæle fra 2010. Realdania har afsat i alt 30 mio. kr. til at støtte ildsjælsprojekter og skabe formidling og netværksaktiviteter for ildsjæle over hele landet. Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen.
Frivillighed er i vækst i Danmark, og ifølge Frivilligrådet arbejder 35 procent voksne frivilligt - det svarer til omkring hver 3. dansker. I gennemsnit arbejder voksne danskere frivilligt 17 timer om måneden.
Ildsjæle er mennesker, der arbejder begejstret for en sag - oftest ulønnet og på frivillig basis. Kampagnen yder både konkret økonomisk støtte og skaber et mødested, hvor ildsjæle, foreninger og kommuner kan øge deres viden, udveksle erfaringer og styrke deres kompetencer, så der i fremtiden udvikles flere bæredygtige ildsjælsprojekter.
Kampagnen består af følgende aktiviteter:
Netværk, inspiration og viden
Hjemmesiden www.byggerietsildsjæle.dk med bl.a. 'Ildsjælebørsen' og en Facebook-gruppe, hvor byggeriets ildsjæle og deres samarbejdspartnere kan gå i dialog og følge med i kampagnens udvikling.
I løbet af efteråret 2012 afholder kampagnen tre inspirationsmøder rundt om i landet.
Økonomisk støtte
Ildsjæle der arbejder med at forbedre det byggede miljø, kan søge om støtte til deres projekter igennem kampagnens ansøgningsrunder. Læs mere om kampagnens nye ansøgningsrunde på www.byggerietsildsjæle.dk
Relevant information
http://www.realdania.dk