03/07-13
-
Pressemeddelelse
Realdania indgår 5-årig aftale med Kraka
Realdania har besluttet at indgå en 5-årig aftale med Kraka om at støtte tænketankens basisdrift. Kraka blev etableret i 2011 for i særlig grad at sætte fokus på at gentænke og skabe debat om velfærdssamfundets indretning og strukturer. Det gælder også de store værdier, der ligger i samfundets byggeri og fysiske anlæg.
"Det er svært at forestille sig et velfærdssamfund uden også at tale om dette samfunds fysiske strukturer, hvad enten de ligger i byerne, i landsbyerne eller på landet. Det er områder, som står Realdanias hjerte nær", udtaler adm. direktør Flemming Borreskov, og tilføjer: "Samfundets fysiske værdier i byggeri og anlæg repræsenterer tilsammen en økonomisk værdi på cirka 8.000 mia. kr. Det drejer sig om boliger, skoler, hospitaler, kulturinstitutioner og mange kilometer veje og anden form for fysisk infrastruktur. Den måde, som vi designer og bygger vores byggerier og anlæg, har stor betydning for menneskers livskvalitet".
Kraka bidrager til samfundsdebatten med evidensbaserede analyser på et højt fagligt niveau til gavn for offentligheden og for politiske beslutningstagere. Blandt andet har
Kraka nedsat en kommission, der over de næste år analyserer finanskrisen og dens konsekvenser for fremtiden, herunder finansieringen af byggeriet. Kraka arbejder på en neutral platform, og er uafhængig af politiske, kommercielle og andre særinteresser.
Med beslutningen om at støtte tænketanken fra 2014 og de næste 5 år med i alt 25 mio. kr., er Realdania med til at udvikle tænketanken i en vigtig konsolideringsperiode.
Kraka blev etableret i 2011 og er finasieret af Accenture, A.P. Møller-Mærsk, Falck, Landbrug og Fødevarer og Realdania.
Yderligere oplysninger
Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, telefon 7016666
Direktør Peter Mogensen, Kraka, telefon 31321169
Relevant information
http://www.realdania.dk