06/05-09
-
Pressemeddelelse
Børn planter træer for et bedre klima
Genplant Planeten inviterer skolebørn ud at plante træer for et bedre klima i efteråret 2009. Skoleprojektet giver børn mulighed for at handle aktivt i forhold til klimaforandringerne ved at plante træer, og lære om hvorfor træer er nødvendige for at stabilisere klimaet. Det får nu støtte fra både kunstnere og erhvervsliv.
Træplantning i skolerne
År 2009 står i klimaets tegn. Set i børnehøjde kan ord som klimaforandringer, global opvarmning og CO2 forekomme som uforståelige størrelser og uhåndgribelige trusler.
Organisationen Skoven i Skolen har derfor taget initiativet til projektet Genplant Planeten, som samler skovbruget om at invitere børn ud at plante træer.
"Projektet Genplant Planeten vil give børn mulighed for selv at handle aktivt i forhold til klimaforandringerne - og sætte fokus på træplantning som en del af klimaløsningen. Vi håber, at kunne være med til at vende børns frygt for klimaforandringerne til en drivkraft for læring, handling og innovation," siger projektleder for Genplant Planeten, Malene Bendix.
Sange støtter Genplant Planeten
Der er stor interesse for projekt Genplant Planeten. Ikke bare fra skovbruget og erhvervslivets side, men også kunstnere viser et stort engagement i projektet.
Den dansk-amerikanske countrysangerinde Tamra Rosanes har med sit nye album A Green Tomorrow Today, der udkommer d. 11. maj, valgt at give en del af overskuddet til Genplant Planeten:
"Vi bliver nødt til at gøre noget aktivt, hvis vi skal nå at skabe et bedre miljø og en grøn verden til vores børn og børnebørn. Men de skal også lære, hvordan de selv kan handle, så vi får et bedre klima. Genplant Planeten giver børn mulighed for at handle aktivt ved at plante træer. De kan se dem vokse op og lære om træernes betydning for klimaet. Og så lærer de, at selv de små ting kan gøre en stor forskel," siger Tamra Rosanes.
Albummet kan købes via www.tamrarosanes.dk eller på iTunes.
Projektet Genplant Planeten
I efteråret 2009 er skoler og børn over hele landet inviteret til at plante træer enten i skove eller på skolens eget område. Ud over træer og fragtning af træerne får skolerne undervisningsmateriale om træer, klima, handling og innovation. Det hele er gratis. Så det er bare på med røjserne, frem med spaden og ud at plante træer for et bedre klima.
Fakta:
· 40.000 træer er sponsoreret af Dansk Planteskoleejerforening og det internationale skole-skov projekt LEAF. Halvdelen er allerede lovet bort. Genplant Planeten søger sponsorer til flere træer.
· Danske Fragtmænd fragter træerne gratis fra planteskoler til skoler og skove.
· Bag klimaprojektet Genplant Planeten står undervisningsprojektet Skoven i Skolen, der giver lærere og elever mulighed for at flytte undervisningen ud i skoven. De udvikler undervisningsmaterialer til fri afbenyttelse om skov, træ og udeundervisning. Se www.skoven-i-skolen.dk og www.udeskole.dk.
· Genplant Planeten gennemføres i samarbejde med: Ballerup Kommune, Danske Fragtmænd, Dansk Planteskoleejerforening, Dansk Skovforening, Flexika - Center for fleksibel læring, Friluftsrådet, Godfred Hartmanns Forskningsfond, Grønt Flag - Grøn Skole, HedeDanmark, Kommunale Park og Naturforvaltere, Learning About Forests, Naturvejlederforeningen, Panasonic, Plant Et Træ, Skovdyrkerforeningerne, Skov- og Naturstyrelsen, Træ Er Miljø og Undervisningsministeriet.
Materiale:
· Yderligere materiale om projektet Genplant Planeten og Skoven i Skolen, samt high-res. fotos kan rekvireres på www.genplant-planeten.dk
· Læs mere på www.skoven-i-skolen.dk og www.genplant-planeten.dk > Se "Om Genplant Planeten".
Relevant information
http://www.genplant-planeten.dk