06/11-13
-
Pressemeddelelse
Dagbogs-darling får dansk forpremiere på Mofibo
Bridget Jones er tilbage. Den klodsede, romantiske antihelt, som vi kender fra bøger og film, er i mellemtiden blevet ældre, men ikke nødvendigvis klogere. Den danske titel er "Vild med ham" og bestselleren har eksklusiv dansk forpremiere på e-bogstjenesten Mofibo - en uge før den lander i boghandlen.
Chik-lit-fortællingerne om Bridget Jones er skrevet af engelske Helen Fielding og er oversat til over 40 sprog, filmatiseret og solgt i mere end 15 millioner eksemplarer verden over. I den tredje bog om Bridget Jones bokser hun med livet som single-mor, sine egne og omverdenens forventninger samt fordele og ulemper ved at leve en stor del af livet på Facebook.
"Vild med ham" udkommer den 14. november, men allerede på fredag den 8. kan den læses på Mofibo, som har indgået en eksklusiv aftale med forlaget Lindhardt og Ringhof om forpremiere på bogen.
Ifølge Morten Strunge, der er stifter af e-bogstjenesten Mofibo, er Bridget Jones blot den første ud af mange flere store titler, der fremover vil være at finde på Mofibo, før de lander i boghandlen:
" Vi er meget glade for samarbejdet med landets største forlag, heriblandt Lindhardt og Ringhof, der giver os mulighed for at tilbyde Bridget Jones eksklusivt til Mofibos brugere før alle andre. Det er den vej vi vil gå med Mofibo. Vores læsere er nysgerrige og et skridt foran, derfor skal vi også være det."
Lige nu kan alle danskere få en måned gratis prøveperiode på Mofibo med ubegrænset læsning blandt de 8500 titler heriblandt også alle tre bøger om Bridget Jones.
Over 150.000 solgte eksemplarer i Danmark
Lindhardt og Ringhof har store forventninger til den nye Bridget Jones, både papirudgaven og e-bogen, fortæller Gertrud Smith, redaktionschef hos L&R Digital:
"De første to bøger om Bridget Jones solgte vi i pallevis, både da de udkom første gang og da de senere blev filmatiseret. De ramte en tidsånd dengang, på samme måde som den nye bog vil gøre. De kvinder, der var unge med Bridget, bokser i dag ligesom Bridget med egne og omverdenens forventninger til livet med og uden mænd og børn."
Hun fortsætter: "Når Mofibos læsere har mulighed for eksklusivt at læse 'Vild med ham' før alle andre, så tror vi, at de vil dele oplevelsen med deres venner og familie. Og den bedste anmeldelse en bog kan få med på vejen i dag, er anmeldelsen fra én læser til en anden læser, fra nabo til nabo og fra kollega til kollega."
---
Om Mofibo
Mofibo er en dansk nyetableret virksomhed, der som den første på markedet udbyder ubegrænset e-bogs-læsning til danskerne for et fast månedligt beløb. Mofibo tilbyder alsidig læsning til alle aldre og kan anvendes på både smart phone og tablet. Desuden er Mofibo også tilgængelig i udlandet.
På Mofibo har du adgang til 8500 bøger for 99 kroner om måneden. Den første måned er gratis. Over 10.000 danskere læser allerede på Mofibo.
Missionen med Mofibo er at give danskerne mulighed for at læse flere og bedre bøger - billigere. Visionen er at udbrede bog-tjenesten til udlandet inden 2015.
Bag Mofibo står Morten Strunge, iværksætter, stifter og idémand, Peter Lüth, IT specialist og Morten Meisner, direktør i kommunikationsbureauet Revolt, der tilsammen udgør et team af nytænkende kræfter inden for innovation, IT og markedsføring.
---
Om Lindhardt og Ringhof
Forlagshuset Lindhardt og Ringhof er Danmarks næststørste forlag og udgiver omkring 600 bøger om året. Forlagets store digitale program er førende med e-bøger og lydbøger i Danmark. Af forlagets forfatterskaber kan bl.a. nævnes Leif Davidsen, Jens Christian Grøndahl, Michael Katz Krefeld, Gretelise Holm, Iselin C. Hermann, Stephenie Meyer, Christopher Paolini, Rick Riordan, Karl Ove Knausgård, Herbjørg Wassmo, John Irving, Claus Meyer, Anders Morgenthaler, Kim Fupz Aakeson og Hr. Skæg.
Om Bridget Jones
Historierne om Bridget Jones startede med Helen Fieldings klumme i The Independent i 1995. Den første roman "Bridget Jones' dagbog" udkom året efter og i 1999 kom "Bridget Jones. På randen af fornuft". Bøgerne blev filmatiseret i 2001 og 2004 med Renée Zellweger i rollen som Bridget, Hugh Grant som Daniel Cleaver og Colin Firth som Mark Darcy.
Pressekontakt
Samuel Christian
PR ansvarlig
+45 53 44 21 84
Firma
Mofibo
Rathschaksvej 1, 3.sal
1862 Frederiksberg C,
Danmark
+45 24 24 09 47
+45 24 24 09 47
http://www.mofibo.com