Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/02-12   -   Pressemeddelelse

Lampeforretning lyser op i krisen

Trods svære tider i detailbranchen har første år med showroom været en succes for designerlampeforretningen Rifraf i Aarhus C. Etableringsudgifterne er betalt, og forretningen giver overskud. Indehaver Lisbeth May opfordrer andre iværksættere med drømme om egen butik til at søge rådgivning og afprøve deres koncept på nettet.

Rifraf Designerlamper er et lysende eksempel på, at nye iværksættere kan få succes i en mørk tid. Indehaver Lisbeth May sagde i begyndelsen af 2011 pædagogjobbet op for at supplere sin onlinebutik med et showroom til lamperne på Skt. Pauls Kirkeplads i Aarhus. Og det spring har hun ikke fortrudt.
- Det første år med fysisk butik har været hårdt arbejde, men er gået godt. Alle etableringsudgifter i form af håndværkerregninger, depositum og indkøb af udstillingslamper er betalt, jeg har ansat en medarbejder på deltid og er endda begyndt at udbetale en mindre løn til mig selv, siger Lisbeth May.

Svært for unge virksomheder
Betingelserne for at starte forretning er ellers hårde. Antallet af konkurser har i perioden 2007-2011 ligget på omkring det tredobbelte niveau af før finanskrisen. Små, unge virksomheder er især i farezonen, og tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at risikoen for konkurs er den største bekymring for over halvdelen af de potentielle iværksættere i Danmark. På baggrund af sine egne erfaringer anbefaler Lisbeth May iværksættere med butiksdrømme til at holde omkostningerne helt nede i begyndelsen.

Stor glæde af netværk og rådgivning
- Rifraf eksisterede som onlinebutik i tre år, før jeg tog springet og etablerede showroom med høj husleje, og hvad der ellers følger med af udgifter. Selvom det er en lidt omvendt rækkefølge af, hvad mange gør, vil jeg anbefale iværksættere at afprøve deres forretning på nettet for at finde ud af, om den er bæredygtig, siger Lisbeth May. Hun tilføjer, at hun har stor glæde af at deltage i netværk med ligestillede og benytte Væksthus Midtjyllands tilbud om rådgivning.

Vil bygge videre på succesen
Hårdt arbejde, mod og held har været andre ingredienser i opskriften på en god start for Rifraf. Blandt andet har et par store ordrer været med til at gøre etableringsåret lidt nemmere. Lisbeth May siger:
- Jeg er glad for den interesse, Rifraf er blevet mødt med, og jeg håber at kunne blive i lokalerne her på Skt. Pauls Kirkeplads. Mit næste mål er at skabe omsætning nok til at lønne en kollega på fuld tid.

OM RIFRAF:
Rifraf sælger designerlamper fra tæt ved 100 anerkendte leverandører. Iblandt mærkerne er alt fra Piet Hein og Arne Jacobsen til Verner Panton og Tom Rossau.
En del af lamperne er udstillet i showroomet på Skt. Pauls Kirkeplads 19, Aarhus C. Her kan kunderne også få hjælp og rådgivning til at vælge de helt rigtige lamper.

YDERLIGERE INFORMATION:
Lisbeth May, indehaver af Rifraf
T: 8873 1808

Relevant information

http://rifraf.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Rifraf ApS
Skt. Pauls Kirkeplads 19, st.th.
8000 Århus, Danmark

  88 73 18 08
  88 73 18 08

http://rifraf.dk

Modtag nyheder fra Rifraf ApS på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater