Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/12-10   -   Pressemeddelelse

Østjyllands Politi har undersøgt den tragiske drabssag fra Løgten

Politiinspektør Bent Preben Nielsen, Østjyllands Politi udtaler følgende:

"I forbindelse med den tragiske sag fra Løgten nord for Århus, hvor en far den 6. december 2010 dræbte sin søn, inden han selv begik selvmord, er der tidligere fremkommet oplysninger om, at drengens mor forinden flere gange havde rettet henvendelse til politiet.

På baggrund af oplysningerne om morens henvendelser til politiet, iværksatte Østjyllands Politi en intern undersøgelse med henblik på at afklare, om politiet burde reageret anderledes på henvendelserne fra moren.

Undersøgelsen har vist, at det er rigtigt, at moren den pågældende dag ringede til Østjyllands Politi, hvor hun kl. 15:57 talte kortvarigt med en alarmoperatør ved Alarm-112 og derefter kl. 15:58 med en medarbejder fra Servicecentret på 114.
Der er i forbindelse med undersøgelsen afgivet forklaring af de to medarbejdere fra Østjyllands Politi, der talte med moren. Alarmoperatøren har ikke kunnet erindre det pågældende opkald til 112, der havde en varighed på mindre end ét minut. Det er mest sandsynligt, at moren i den forbindelse er blevet henvist til at ringe til politiet på 114, fordi opkaldet ikke blev opfattet som akut.

Medarbejderen ved Servicecentret har godt kunnet huske telefonopkaldet. Medarbejderen har nærmere forklaret, at moren under telefonsamtalen fortalte, at hun ikke kunne komme i kontakt med hendes eksmand, som endnu ikke havde afleveret sønnen tilbage efter weekendsamvær. Medarbejderen havde ikke fået opfattelsen af, at der var tale om en akut situation, og der fremkom ikke under samtalen oplysninger om, at sønnen kunne være i fare. Da medarbejderen derfor opfattede henvendelsen som et spørgsmål om farens samvær med sønnen, blev moren vejledt om at rette henvendelse til statsforvaltningen.

Som led i undersøgelsen har Østjyllands Politi desuden afhørt moren, der har bekræftet, at hun på daværende tidspunkt ikke havde nogen grund til at tro, at faren ville gøre sønnen fortræd.

På den baggrund er det min opfattelse, at der på tidspunktet for morens henvendelser til politiet ikke var nogen, der havde mulighed for at forudse sagens dybt tragiske udgang. Der er derfor heller ikke grundlag for at fastslå, at politiet har begået fejl i forbindelse med sagen."

Henvendelser i sagen kan rettes til:
chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen (22 70 12 00), men det bemærkes, at sagen af hensyn til den efterladte familie ikke vil blive kommenteret i videre omfang.

Læs tidligere nyhed om sagen her

Relevant information

http://www.politi.dk


Pressekontakt


Firma

Østjyllands Politi
Ridderstræde 1
8000 Århus C., Danmark

  45 15 20 31
  45 15 20 31

http://www.politi.dk

Modtag nyheder fra Østjyllands Politi på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater