09/12-10
-
Pressemeddelelse
To Venstre-politikere på Københavns Rådhus med gruppeformanden i spidsen går til Liberal Alliance
To medlemmer af Venstres gruppe på Københavns Rådhus, gruppeformand Lars Berg Dueholm og mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen Heidi Wang, forlader nu deres parti til fordel for Liberal Alliance. Der er i alt seks medlemmer af Venstres gruppe, så det er en tredjedel, der nu er væk. Både Lars Berg Dueholm og Heidi Wang begrunder deres partiskift med manglende mod til at stå fast på de liberale grundholdninger i Venstre.
"Mine holdninger og synspunkter er på mange områder de samme som altid. Men desværre har Venstre efterhånden flyttet sig afgørende væk fra arbejdet for frihed, frisind og et mere liberalt Danmark med den enkelte i centrum. Liberal Alliance står i dag som det eneste ægte liberale parti, hvor den enkeltes frihed både økonomisk og personligt er i højsædet. Og som det eneste parti, hvor ønsket om at klæde Danmark på til udfordringerne i det 21. århundrede tages seriøst og alvorligt. Det parti, hvor det uholdbare i verdens højeste skattetryk og verdens største offentlige sektor ses i øjnene," siger Lars Berg Dueholm.
For Heidi Wang er det især Liberal Alliances fokus på mere personlig frihed, der trækker:
"Jeg vil føle mig hjemme i Liberal Alliance både som politiker og som menneske. Det sidste har haltet i Venstre, for man har glemt den personlige frihed. Det er derfor, jeg nu skifter til Liberal Alliance. Regeringens nye pointsystem for udlændinge var dråben. I Liberal Alliance kan jeg meget mere helhjertet kæmpe for de ting, jeg tror på," siger Heidi Wang.
Hos Liberal Alliance byder partileder Anders Samuelsen de to nye medlemmer velkommen:
"Jeg er glad for hvert eneste nye medlem, vi får. Men det er klart, at det er noget særligt, når en tredjedel af Venstres gruppe i København melder sig ind hos os. Liberal Alliance er blevet et attraktivt alternativ for mange borgerlige, og det skyldes vores insisteren på at føre borgerlig politik: Lavere skat, højere vækst, mindre bureaukrati og mere personlig frihed," siger Anders Samuelsen.
Yderligere oplysninger: Kontakt Anders Samuelsen på tlf. 33 37 49 04, Lars Berg Dueholm på tlf. 24 69 28 40 eller Heidi Wang på tlf. 30 54 04 14
Relevant information
http://www.liberalalliance.dk/
Firma
Liberal Alliance
Københavns Rådhus
1599 København V,
Danmark
+4530809707
+4530809707
http://www.dueholm.dk/