12/12-11
-
Pressemeddelelse
Hvilke bøger ligger under juletræet i år?
Ifølge SAXO.com - Danmarks største netboghandel - er der i år et sjældent bredt udvalg af bøger under familiens juletræ.
Sara Blædel hitter igen igen...
Hvor der i 2010 var en stærk dominans af krimier, er det i år et mere blandet udvalg af bøger, der lige nu købes hjem til julegaver. Men krimien er stadig stærkt til stede, da Danmarks krimi-dronning nr. 1, Sara Blædel, topper salget med sin anmelderroste De glemte Piger. Læser-anmelderne på SAXO.com er også særdeles tilfredse med Blædels seneste historie om kriminalassistent Louise Rick, og flere mener, at det er den til dato bedste bog fra forfatteren. Sara Blædel er i øvrigt den eneste forfatter, der ligger top ti i år, som også gjorde det under sidste års julesalg, dengang med Dødsenglen. Flot gået Sara!
Biografierne er tilbage
Hvis nogen troede, at biografien er død, så tager de fejl. Fire af de allerbedst sælgende bøger lige nu er portrætbøger om henholdsvis Apples nu afdøde grundlægger, Steve Jobs, Dronning Margrethe i Jens Andersens biografi M, DR og TV2 udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen i Vi kan sove i flyvemaskinen og eksrockeren Kasper Vetter i Kronvidnet. Sidste år var der ikke en eneste biografi i top ti under julesalget, men nu er genren altså stærkt tilbage.
De kvindelige forfattere står bag de gode historier
Hvis du er til fiktion, så er chancen for, at du får en historie af en kvindelig forfatter stor. På den skønlitterære front slår Hanne-Vibeke Holst nemlig alle konkurrenter overlegent med første bind i sin nye romanserie, Undskyldningen, mens svenske Liza Marklund med sort hvid præsenterer endnu end bog om Annika Bengtson, der nu bevæger sig ud på den internationale scene.
Skæve bøger til spas og mandelgaver
At mennesket er nysgerrigt og elsker sjov, understreger to af julens andre bestsellere. Bogen Hvorfor lugter mine egne prutter bedst? tager fat på mange skæve spørgsmål i livet, f.eks. om man kan dø af grin. Sammen med Kvinde kend din PIK - der er en street art fotobog, hvor alverdens ting i det offentlige rum har ændret betydning via et enkelt lille klistermærke, hvorpå der står "pik" - understreges tendensen til, at de sjove og skæve bøger i år får lov at komme under juletræet eller bliver uddelt som mandelgaver.
Den historiske interesse er der stadig
Sidste års historiebog for folket var Dommedag Als. Dette års arvtager ser ud til at blive Hippie 1 af Peter Øvig Knudsen, forfatteren bag bøgerne om Blekingegadebanden, der for nogle år siden også var det helt store julehit flere år i træk. Brobyggerne, den første roman i en ny serie fra svenske Jan Guillou om Det store Århundrede, trænger sig også ind på topsellerlisten.
Årets overraskelse
Er du kvinde, og kan det tænkes, at dine børn synes, du ringer lidt for tit med computerspørgsmål, så får du måske Mor på nettet i julegave. Bogen er årets overraskelse, og den første fra forlaget Lemon Press i Danmark. En guide til it-forskrækkede kvinder ser ud til at have et stort marked.
Boblere
Den japanske forfatter Haruki Murakamis storværk 1Q84 kommer også til at befinde sig under rigtig mange juletræer i år. Bogen er et trebindsværk, og indtil nu er bind 1 og 2 udgivet - og begge ligger stærkt på bestsellerlisten. Den finurlige, skæve og altid anmelderroste Murakami har efterhånden et stærkt læserpublikum i Danmark, og 1Q84 tegner til at blive en af hans bedst sælgende bøger i Danmark nogensinde.
I denne juletid må man heller ikke glemme den søde tand. Kager tegner også til at blive et stort hit og det seneste skud på "bagebølgen". Både Mette Blomsterberg og Claus Meyer er ude med aktuelle og meget forskellige bøger om kager: Kongerigets kager er de lidt finere og kunstfærdige kager, mens Meyers kager er mere rustikke.
SAXO's top 20:
1. Sara Blædel: De glemte piger
2. Walter Isaacson: Steve Jobs
3. Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen
4. Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?
5. Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen
6. Liza Marklund: sort hvid
7. Jens Andersen: M - 40 år på tronen
8. Peter Øvig Knudsen: Hippie 1
9. Morten Frich: Kronvidnet
10. Haruki Murakami: 1Q84, bind 1.
11. Erik Valeur: Det syvende barn
12. Claus Meyer: Almanak
13. Jan Guillou: Brobyggerne
14. Sølvskeen
15. Haruki Murakami: 1Q84, bind 2
16. Pikasso: Kvinden kend din PIK
17. Mette Blomsterberg: Kongerigets kager
18. Gitte Kjær: Mor på nettet
19. Jane Aamund: Vindue uden udsigt
20. Sigurd Barrett: Sigurds ABC
Relevant information
http://www.saxo.com/dk/
Firma
Saxo
Strandboulevarden 89, 2 th
2100 København Ø,
Danmark
38150510
38150510
http://www.saxo.com