Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/08-12   -   Pressemeddelelse

Dem glæder vi os til ...

Hos internetboghandlen SAXO.com har man taget et kig på listen over de bøger, der pt er flest forudbestillinger på, og resultatet giver et godt indblik i mange af efterårets spændende titler.

De gamle kendinge

Listen toppes ikke overraskende af den populære Haruki Murakami, der kommer med tredje og sidste bind i sin serie 1Q84 d. 29/8. Handlingen udspiller sig i de sidste tre måneder af året 1984, hvor Tengo og Aomame forfølges af mennesker, de ikke kender, og er oppe mod kræfter, de ikke forstår. På samme tid en thriller og en kærlighedshistorie smyger Murakamis sprog sig helt ind i læseren og giver en fantastisk læseoplevelse.

Ikke langt efter finder vi Verdens vinter af Ken Follett - bind to i hans Century-serie, der beskriver verdens gang i gennem det 20. århundrede. Vi følger en række familier, der er bredt ud over verden, og i dette bind er vi nået til årene omkring 2. verdenskrig, hvor de personer, vi første gang mødte i Giganternes fald, ikke blot forbereder sig på krigen, men også har deres egne personlige problemer at tackle. Bogen udkommer 14/9.

Listens første krimi besætter tredjepladsen og er intet ringere end femte bind i Afdeling Q-serien af Jussi Adler-Olsen. Marco effekten er desværre blevet udskudt flere gange, men alle fingre er krydset, for at den kommer i løbet af efteråret. Udgivelsesdatoen er endnu ukendt, men det skulle være sikkert og vist, at Carl Mørck, Assad og Rose kommer på sporet af forbrydelser, der strækker sig hele vejen op til ministerplan.

De nye navne

Danskerne holder sig ikke tilbage i forhold til den trend, der netop nu hærger i både USA og England: Den erotiske litteratur. De tre bøger i serien Fifty Shades af E.L. James ligger nemlig også på listen over de bøger, der er flest forudbestillinger på. Den første bog i serien udkommer 31/8 og handler om det seksuelle forhold mellem den 21-årige litteraturstuderende Anastasia og den gådefulde forretningsmand Christian Grey.

Der er også plads til en slankebog på listen, nemlig den internationale bestseller Dukan diæten af Pierre Dukan. Fra d. 28/8 bliver det dermed muligt at kaste sig ud i de fire trin, den videnskabeligt dokumenterede kur består af. Bogen har ligget på bestsellerlister verden over i gennem 10 år.

The tools - redskaberne er titlen på en banebrydende bog om personlig vækst, skrevet af Barry Michels og Phil Stutz. Bogen præsenterer et effektivt sæt af redskaber, der kan hjælpe læseren med at skabe dynamisk forandring i sit liv. Før bogens udgivelse på engelsk blev bogens principper beskrevet i en artikel i The New Yorker, og vakte stor interesse. Bogen er efterfølgende blevet solgt til udgivelse i flere lande verden over og udkommer på dansk d. 23/8.

Og alle de andre

Dette er blot et udpluk af de mange interessante titler, der udkommer i løbet af efteråret. De danske læsere kan også glæde sig til fx det sjette og sidste bind i Karl Ove Knausgårds selvbiografi Min Kamp, bind to i Arne Dahls serie om OpCop: Stoleleg, foruden Hippie 2 af Peter Øvig Knudsen, der også stod bag bøgerne om Blekingegadebanden og tredje bind i bogserien bag tv-serien A Game of Thrones: En storm af sværd.
Der er altså ingen grund til at være trist over efterårets komme, for det køligere vejr giver bare alle tiders undskyldning for at sidde inde og nyde livet med en god bog.

SAXO.coms top 8 over forudbestillinger:

1. 1Q84 bog 3 af Haruki Murakami
2. Verdens vinter af Ken Follett
3. Marco effekten af Jussi Adler-Olsen
4. Fifty shades - Fanget af E. L. James
5. Dukan diæten af Pierre Dukan
6. The tools - Redskaberne af Phil Stutz og Barry Michels
7. Fifty shades - Fri af E. L. James
8. Fifty shades - I mørket af E. L. James

SAXO.com er Danmarks første og største internetboghandel med en vision om at være den førende tumleplads for bogelskere, forfattere og andre indholdsskabere, hvad enten der er tale om bøger i traditionel eller digital form. Besøg SAXO.com og bliv inspireret. SAXO.com fik juryens specialpris i E-handelsprisen 2012. SAXO.com er kåret som bedste danske webshop i 2011 og har karakteren "Perfekt" på Trustpilot.

Relevant information

http://www.saxo.com


Pressekontakt


Firma

Saxo
Strandboulevarden 89, 2 th
2100 København Ø, Danmark

  38150510
  38150510

http://www.saxo.com

Modtag nyheder fra Saxo på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater