18/10-12
-
Pressemeddelelse
SAXO.com og eReolen vil samarbejde om danskernes fremtidige digitale bibliotek
eReolen, hvor danskerne frit kan låne e-bøger fra danske forlag, indgår nu et samarbejde med Danmarks første og største internetboghandel SAXO.com. Aftalen indbefatter, at titler udgivet via SAXO's nye udgivelsesplatform, SAXO Publish, kan komme på eReolen og dermed lånes ud til e-bogsglade danskere.
SAXO Publish har, ca. en måned efter sin lancering, allerede omkring 500 forfattere tilknyttet, og den hastige vækst i brugere forventes yderligere accelereret, når de udgivne bøger også kan gøres tilgængelige for udlån.
"Jeg er glad for de mange nye muligheder, der ligger i et samarbejde mellem SAXO og eReolen," siger direktør for SAXO.com, Jørgen Balle Olesen.
"Vi har i Danmark hængt voldsomt bagefter i forhold til antallet af digitale titler. Der er registreret 450.000 titler i Danmarks biblioteksfortegnelse, men kun knapt 10.000 er digitale. Vores ambition er, at der minimum skal være yderligere 10.000 titler stillet til rådighed for både salg og udlån ved udgangen af 2013. Det bliver en udfordring, vi hos SAXO deler med forfattere, forlag og eReolen, men målet er, at danskerne skal kunne få stillet deres digitale tørst efter gode historier." De mange titler skal tilvejebringes delvist via nyproduktion fra de forfattere, der allerede er på SAXO Publish-platformen, men også via aftaler med de etablerede forlag:
"Samarbejdet med eReolen indebærer, at vi nu kan skabe bedre økonomiske rammer for at få digitaliseret forlagenes bagkatalog - både titler, der i dag kun eksisterer i fysisk format, men også titler, der for længst er udsolgt og kan få nyt liv gennem en digitalisering," udtaler Jørgen Balle Olesen.
"Vi er ved at etablere de første aftaler med forlag om digitalisering af deres bagkatalog, og vil gerne i dialog med mange flere forlag om, hvordan vi kan støtte dem i denne proces, så vi får så mange gode bøger som muligt gjort tilgængelige for digitalt udlån og salg. Forlag, der er interesserede i at medvirke her og nu, skal være velkomne til at henvende sig for at høre nærmere." SAXO starter snart en række pilotprojekter op, hvor det bliver muligt for forlagene at få økonomisk tilskud til selve konverteringen af indhold til de digitale formater.
SAXO.com er Danmarks første og største internetboghandel med en vision om at være det førende sted på nettet for bogelskere, forfattere og andre indholdsskabere, hvad enten der er tale om bøger i traditionel eller digital form. Besøg SAXO.com og bliv inspireret.
SAXO.com fik juryens specialpris i E-handelsprisen 2012. SAXO.com er kåret som bedste danske webshop og har karakteren "Perfekt" på Trustpilot.
Relevant information
http://www.saxo.com/dk/
Firma
Saxo
Strandboulevarden 89, 2 th
2100 København Ø,
Danmark
38150510
38150510
http://www.saxo.com