06/03-15
-
Pressemeddelelse
Hvem skal modtage Saxos Innovationspris?
Saxos Innovationspris uddeles ved Blixenprisfesten den 29. maj. Prisen går til en virksomhed, organisation eller person, der har skabt noget nyt og innovativt i den danske bogbranche.
Innovation vs. tradition
Orkanen, der ramte både musik og filmbranchen for flere år siden, har nu for alvor fået fat i bogbranchen, og der skal nye innovative forretningsmodeller på banen. Digitaliseringen af litteraturen er kommet for at blive, og har ført masser af nytænkning med sig både i forhold til forfattere, udgivere, distribution og måder at læse på. Uafhængige udgivelser (selvudgivelser) har bidt sig fast i udlandet, og også i Danmark ser vi spirende succeser.
Nomineringer til Saxos Innovationspris
Men hvad er det næste nye, som skal forandre, forbedre eller flytte den danske bogbranche ind i fremtiden? Saxo har netop åbnet for nomineringer og ser frem til igen at modtage talrige spændende, vovede og innovative bud fra enkelt-personer, virksomheder eller organisationer med nye bud på netop dette.
Jørgen Balle Olesen, stifter af Saxo udtaler: "Hos Saxo er vi mægtig glade for igen i år at kunne uddele Saxos Innovationspris. Og så endda i festlige litterære rammer, der er etableret af dem, der skaber indholdet, nemlig forfatterne. Bogbranchen er under pres fra mange sider, og vi skal alle løbe stærkt for ikke at blive overhalet af internationale aktører. Med prisen sætter vi fokus på den innovation, der er nødvendig for at overleve under nye rammebetingelser- og helst ikke bare overleve - gerne gå forrest og excellere.
Vi håber med Saxos Innovationspris at sætte fokus på en offensiv tilgang til udfordringer og muligheder."
Juryen består, ligesom sidste år, af Preben Mejer, tidligere boghandler og medstifter af Innovation Lab, Pernille Aalund, forfatter og forretningsudviklingsdirektør i Aller-koncernen samt Henrik Føhns, journalist og vært på Harddisken på P1.
Saxo Innovationspris uddeles til en person, organisation eller forretning, der har skabt noget nyt og innovativt i den danske bogbranche.
Tidligere prismodtagere
Saxos Innovationspris gik sidste år til New Pub, en uafhængig sammenslutning af selvstændige udgivere (forfattere) for deres strukturerede videns- og erfaringsdeling samt idé sparring for at udnytte de mange nye muligheder i bogbranchen. Året før var det forlaget Zetland, der modtog prisen for deres nytænkning og udvikling af "single" udgivelser, korte, ofte aktuelle tekster, som kan konsumeres hurtigt, digitalt på farten.
Nomineringer sendes til innovationsprisen@saxo.com seneste den 17. Marts 2015.
Om os:
Saxo er Danmarks første og største online boghandel med flere millioner titler. Hver dag tænder vi læselysten hos danskerne. Og vi gør meget mere end det.
Lige siden vi slog dørene op til boghandlen på Østerbrogade i 1961, har vi arbejdet for at bringe forfattere og læsere tættere sammen.
Vi sætter ord, litteratur og læring fri. Saxo er stedet, hvor du kan få og dele viden, købe og udgive bøger, inspirere og blive inspireret, underholde og blive underholdt. Vi er kultur, videndeling, dannelse og oplevelser. Alt det der gør livet rigere.
Vi mener, at vejen til læring og oplevelser skal være let og ligetil. Og vi ved, at ét mellemled mindre er én fordel mere. Sæt ordet frit.
Relevant information
Læs mere om Saxo´s innovationspris 2014 her:
https://www.saxo.com/side/saxo-innovationspris-2014
Pressekontakt
Jørgen Balle Olesen
CEO
+45 40 87 62 10
Firma
Saxo
Strandboulevarden 89, 2 th
2100 København Ø,
Danmark
38150510
38150510
http://www.saxo.com