16/12-11
-
Pressemeddelelse
Skatteminister frygter sammenbrud i forhandlinger om pengetanksgrænse
Hvis ikke oppositionen vil tage ansvar, fastholder regeringen sit lovforslag om at sænke pengetanksgrænsen fra 75 pct. til 25 pct.
Det siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
- Vi har rakt hånden frem til et bredt samarbejde og erklæret os parate til at justere på det forslag, vi har lagt frem. Og derfor er jeg ærligt talt ret skuffet over den modtagelse, vi har fået af især Venstre, der har sat sig med armene over kors.
Ministeren henviser til, at Venstre i dagens udgave af Jyllands Posten har afvist at tage ansvar for regeringens lovforslag, også selv om at pengetanksgrænsen forhøjes fra de 25 pct., som regeringen oprindeligt foreslog.
- Tingene må følges ad - hvis man vil have indflydelse, må man også tage ansvar. Et kompromis er et kompromis. Derfor vil jeg også gøre det helt klart, at hvis ikke oppositionen tager et samlet ansvar for et kompromis, så fastholder regeringen det forslag, vi har lagt frem sammen med Enhedslisten, siger skatteministeren.
Thor Möger Pedersen retter nu en appel til de Konservative om at tage ansvar:
- Vi har mødt en konstruktiv forhandlingsvilje hos de Konservative, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg tror også, at erhvervslivet og de familieejede virksomheder forventer, at de borgerlige partier tager ansvar. Derfor vil jeg opfordre de Konservative til at bide sig fast i forhandlingsbordet. Vi har en god chance for at nå hinanden, men det forudsætter, at man er parat til at tage ansvar for et samlet kompromis.
Om lovforslaget
I dag kan en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 75 pct. af midlerne er passive pengeanbringelser. Regeringen har med lovforslag L30 foreslået at sænke den grænse til 25 pct.
Høringssvar og bekymringer fra erhvervslivet fik i går skatteminister Thor Möger Pedersen til at invitere til nye drøftelser med Folketingets partier om at justere lovforslaget. Det er ikke ultimativt for regeringen, at grænsen skal gå ved 25 pct., men forudsætningen for en eventuel justering er en bred aftale.
For yderligere oplysninger
Særlig rådgiver Martin Justesen, tlf. 41 31 80 66
Relevant information
http://www.skm.dk
Firma
Skatteministeriet
Havnepladsen 12
9900 Frederikshavn,
Danmark
26 14 10 06
26 14 10 06
http://boo.gl/g9Wvdj