13/11-12
-
Pressemeddelelse
Afgifts- og skatteændringer i finansloven for 2013
Regeringen og Enhedslisten har søndag indgået aftale om finanslov for 2013. Aftalen indeholder blandt andet en ambitiøs afgifts- og konkurrencepakke, der indebærer, at fedtafgiften afskaffes, sukkerafgiften annulleres, og afgiften på elvarme reduceres. Samtidig genindføres den særlige skatteordning for udstationerede, erhvervsstøtten beskæres, og skatteindsatsen mod social dumping styrkes. Da ændringerne for den enkelte skatteyder er forholdsvis begrænsede, vil der ikke automatisk blive udsendt ny forskudsopgørelse.
Efter at der er indgået en aftale om finansloven for 2013 sker der en række ændringer på skatte- og afgiftsområdet. Regeringen og Enhedslisten er blandt andet enige om en ambitiøs og fuldt finansieret afgifts- og konkurrencepakke til gavn for forbrugerne og virksomhederne.
Pakken betyder, at afgiften på mættet fedt afskaffes, at udvidelsen af afgiftsgrundlaget for chokoladeafgiften til andre sukkerholdige varer bortfalder samt, at afgiften på elvarme fremover reduceres med knap 30 øre pr. kWh. Samtidig genindføres § 33 A i ligningsloven, der betyder, at medarbejdere, der er udstationerede i mere end 6 måneder, får en særlig skatterabat.
Skatte- og afgiftspakken finansieres med en nedsættelse af personfradraget med 900 (700 kr. for børn og unge under 18 år) samt en forhøjelse af bundskattesatsen med 0,19 pct.-point. En finansiering, der betyder, at afgifts- og konkurrencepakken holder arbejdspladser i Danmark og samtidig bidrager til et lille fald i uligheden.
Finanslovsaftalen indebærer endvidere, at erhvervsstøtten beskæres. Lønsumsafgiften forhøjes således med ca. 1 pct.-point for alle lønsumspligtige virksomheder med undtagelse af den finansielle sektor, hvis lønsumsafgift blev forhøjet i forbindelse med 2012-skattereformen. Desuden reduceres en række begunstigelser i skattesystemet via en harmonisering af afskrivningsreglerne. Konsekvensen er blandt andet, at nye vindmøller fra og med 2013 højst kan afskrives med 15 pct. om året i stedet for de nuværende 25 pct. Afskrivningsreglerne for vindmøller kommer dermed til at svare til reglerne for andre aktiver med lang levetid.
Regeringen og Enhedslisten har samtidig besluttet, at flygtninge, der har opholdstilladelse i Danmark, undtages fra optjeningsprincippet. Det betyder, at flygtninge kan få fuld børne- og ungeydelse og børnetilskud fra den dag, hvor de har fået opholdstilladelse, hvis de opfylder de øvrige betingelser for at modtage ydelserne. Det samme gælder for personer, der flytter til Danmark fra Grønland og Færøerne.
Finansloven for 2013 indeholder desuden en styrket indsats mod social dumping. Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) forbedres, brugen af arbejdsklausuler øges, der dæmmes op for ulovlig cabotagekørsel, mens også mulighederne for at styrke informationsudvekslingen med andre lande skal undersøges. Endvidere får SKAT tilført ekstra midler til at kontrollere skatteforhold for udenlandske virksomheder og arbejdstagere, der ikke efterlever skatte- og momsreglerne i Danmark.
Da forskudsopgørelsen for indkomståret 2013 allerede er tilgængelig i TastSelv, er det ikke muligt at tage hensyn til afgifts- og konkurrencepakkens forhøjelser af personskatten ved den ordinære forskudsopgørelse. Der vil ikke automatisk blive udsendt en ny forskudsopgørelse, da ændringen for den enkelte skatteyder er forholdsvis begrænset. Skatteyderne vil imidlertid selv kunne gå ind i TastSelv og få ændret deres forskudsregistrering kort tid efter, at ændringerne er vedtaget i Folketinget.
Relevant information
http://www.skm.dk
Firma
Skatteministeriet
Havnepladsen 12
9900 Frederikshavn,
Danmark
26 14 10 06
26 14 10 06
http://boo.gl/g9Wvdj