Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/11-13   -   Pressemeddelelse

Viborg får 151 meter lang mosaikmur

Viborg Kunsthal indvier markant kunstværk 30. november: En 151 meter lang mosaikmur vil fremover give alle, der besøger kunsthallens have, en særlig oplevelse. Billedkunstner Mette Winckelmann har udsmykket muren med i alt 12.086 fliser, inspireret af Viborgs historie.

Indvielse lørdag den 30. november kl. 14-16, Viborg Kunsthal, Riddergade 8, 8800 Viborg.
Alle er velkomne, gratis entré.

Statens Kunstfond og Viborg Kommune har finansieret Mette Winckelmanns nye kunstværk Tro og Overtro, der bliver indviet lørdag den 30. november kl. 14-16 i Viborg Kunsthals have, Riddergade 8, 8800 Viborg, af Statens Kunstfonds Søren Jensen og Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen.

Efter indvielsen holder kunsthallen en folkefest med sigøjnerorkester, et kagebord med frivillige Viborg-borgeres hjemmebagte kager, og en busfuld af kunstinteresserede sjællændere, der gerne vil være med til at fejre det nye værk.

Statens Kunstfond har bidraget med 1,8 mio. kr. og Viborg Kommune med 600.000 kr. til værket.

Muren er vores allesammens
Leder af Viborg Kunsthal, Helene Nyborg Bay siger:

"Vi holder en stor fest for alle interesserede, for vi vil gerne signalere, at mosaikmuren er vores allesammens - også selv om man normalt ikke kommer i kunsthallen. Vores have ligger helt centralt midt i Viborg by, og alle er velkomne til at komme indenfor og slå sig ned og opleve, hvordan mosaikken giver liv og stemning i vores have - eller lægge ruten forbi, når man spadserer ned til Søndersø."

Historien på spil i mosaikken
Viborg kunsthal ligger ovenpå resterne af en gammel kongsgård og tæt på en af Jyllands største markedspladser i middelalderen, hvor folk mange steder fra mødtes. På samme måde som Viborg Kunsthal i dag er et mødested for danske og internationale kunstnere.

Billedkunstner Mette Winckelmann siger:

"Viborg er historisk set et samlingssted, både som handelsplads og bispesæde, og i jorden under kunsthallens have er der mange beviser på det: Arkæologerne har blandt andet fundet så mange potteskår, at det tyder på, at her har været pottemagerboder, og vi ved også, at haven i tidens løb er blevet brugt som gravplads og kirkegård. Derfor har jeg - med udgangspunkt i det fællesskab, der har udspillet sig i og omkring haven op gennem historien - valgt at arbejde med mennesket, kroppen og håndens arbejde i forhold til menneskets tro og konstante søgen efter svar:

De mange forskellige mønstre i mosaikken har alle navne, der refererer til tro og overtro. De er traditionelt blevet brugt i håndarbejde som patchworkmønstre, og de har i tidens løb fået navne og er blevet givet videre fra hånd til hånd gennem generationer. Så på samme tid er der både noget hverdagsagtig og noget ophøjet over dem. Samtidig er mosaikken lavet af betonfliser i fem grå nuancer med samme standardfliser som i havens flisegang, der løber langs muren. På den måde smelter muren og haven sammen til en helhed.

FAKTA
Mette Winckelmanns patchwork-mosaik Tro og overtro på Viborg Kunsthals mur er 151 meter lang og op til 4,4 meter høj. Den består af 211 mønstre udført med i alt 12.086 fliser i 5 grå nuancer, som er skåret ud af 30 x 30 cm standardfliser. Mosaikken dækker i alt 500 m2 mur og vejer cirka 34 tons.

Pressekontakt


Firma

Statens Kunstfond
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V, Danmark

  33 74 45 00
  33 74 45 00

http://www.kunst.dk/

Modtag nyheder fra Statens Kunstfond på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire