Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/03-14   -   Pressemeddelelse

MINDCRAFT14 har fokus på det eksperimenterende arbejde i værkstedet på designugen i Milano

Et skrøbeligt armbånd af sammenvævede stifter fra en stiftblyant, en støvsamlende delikat taburet og en lampeskærm, der ligner et kjoleskørt løftet af vinden. 12 danske kunsthåndværkere sætter fokus på både det eksperimenterende og det konkrete på MINDCRAFT14 under Fuori Salone 8.-13. april i Milano.

Når 12 danske kunsthåndværkere og designere viser deres arbejde frem under den store designbegivenhed Fuori Salone i Milano, er der både eksperimenter og næsten færdige prototyper blandt det udstillede.

Den danske udstilling MINDCRAFT har i år fokus på den kunstneriske proces, der foregår i værkstedet, når kunsthåndværkere frembringer deres unikke værker.

"Dansk kunsthåndværk udspringer af en stærk tradition, hvor værkstedet er omdrejningspunkt for grundforskning og eksperimenter - hvor ekstraordinære idéer materialiseres", siger Nina Tolstrup, kurator for årets MINDCRAFT.

Den danske udstilling skal synliggøre den høje formgivningsmæssige kvalitet, det materialekendskab og den innovative tilgang, der har bidraget til at gøre dansk design verdenskendt. Samtidig er det målet at hjælpe den enkelte deltager med at slå igennem på den internationale scene.

Materializing beliefs

Kunsthåndværkerens rolle og specielt det eksperimenterende arbejde i værkstedet har ifølge Nina Tolstrup fået en mere afgørende rolle de seneste år:

"Den industrielle globale produktion bliver mere og mere ensrettet, simplificeret og dermed også nem at kopiere. Kunsthåndværket er et højaktuelt modsvar - og samtidig en vigtig inspiration til fornyelse og udvikling i den industrielle produktion", siger hun.

Under overskriften 'Materializing beliefs' bliver der på udstillingen set på koblingen mellem det kunstnerisk eksperimenterende og det konkrete bidrag til omverdenen.

Her kan man blandt andet se Katrine Borups iLoveLetters. Et bånd vævet sammen af stifter fra en stiftblyant, der reflekterer over, at computeren efterhånden har fortrængt håndskriften. Iskos-Berlin står bag en serie lampeskærme, der svæver fra loftet som et kjoleskørt løftet af vinden.

Benandsebastians værk Completely Dusty ligner på lang afstand en simpel taburet. Først tæt på opdager man det overvældende komplekse fletværk sat sammen af små delelementer skåret ud i træ. Værket er en kommentar til den moderne møbelkunst med sine glatte, rene overflader - Completely Dusty inviterer og forsvarer nærmest det støv, vi ellers så ivrigt forsøger at komme af med, med sin skrøbelige form, der højst sandsynligt ville kollapse under en støvkost.

MINDCRAFT14 kan opleves 8.-13. april på designugen i Milano, Ventura Lambrata på Via Ventura 6.

De udvalgte kunsthåndværkere til MINDCRAFT14 er:

· Nikoline Liv Andersen
· benandsebastian
· Iskos-Berlin
· Katrine Borup
· Line Depping
· Morten Løbner Espersen
· Marie Torbensdatter Hermann
· Jakob Jørgensen
· Pipaluk Lake
· Kristine Tillge Lund
· Anne Fabricius Møller
· Marianne Nielsen

Fakta om MINDCRAFT14
MINDCRAFT er en internationalt anerkendt og prisbelønnet udstilling, der hvert år med skiftende deltagere og eksterne kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design på verdens førende designscene under designugen i Milano. MINDCRAFT-udstillingerne støttes fra 2014 af Statens Kunstfond og har Kulturstyrelsen som sekretariat.

Pressekontakt

Kristian Kastoft
Konsulent i Kulturstyrelsen
  +45 3374 5541

Firma

Statens Kunstfond
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V, Danmark

  33 74 45 00
  33 74 45 00

http://www.kunst.dk/

Modtag nyheder fra Statens Kunstfond på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire