Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/11-14   -   Pressemeddelelse

50-års fødselsdag: luftdans, spoon ball og gratis koncerter

Statens Kunstfond fejrer over de næste uger sit 50-års jubilæum med en række events i hele landet.

I år er det 50 år siden, at Folketinget vedtog loven om Statens Kunstfond. Siden da er der blevet skabt over 1.200 kunstværker til det offentlige rum og givet støtte til mere end 30.000 kunstnere, projekter og kunstindkøb fordelt af de mere end 300 personer, der gennem årene har siddet i de forskellige udvalg.

Jubilæet bliver over de næste uger fejret ved en række begivenheder over hele Danmark - en for hver af de syv kunstarter, Statens Kunstfond dækker.

Gratis koncerter i Den Gamle By
Søndag den 16. november åbnes porten til Helsingør Theater i Den Gamle By i Aarhus med et mylder af gode toner for at fejre, at det er 50 år siden, Kunstfonden gav den første hånd til musikken i Danmark.

På scenen er blandt andre modtager af Nordisk Råds Musikpris 2014, Simon Steen-Andersen, som selv er født og opvokset i Aarhus.

Fejringen byder både på klassisk og elektronisk musik og videoværker. Det er svært ikke at lade sig rive med, når Bjørn Svin og Fuzzy mødes i et elektronisk mekka af lyde og musik, og når Kira Skov indtager scenen med sit band, der tager afsæt i den nye udgivelse 'When We Were Gentle'.

Når de sidste toner klinger ud i Den Gamle By i Aarhus står en dirrende lydbus klar til at sørge for, at festen fortsætter på en hemmeligholdt destination, hvor der vil være mad, drinks, djs og lounge.

Lydkunstneren Mads Bech Paluszewski-Hau har installeret mikrofoner på alle bussens dele, som optages under kørslen og mixes sammen til et helt nyt musikværk, alt i mens publikum sidder tilbagelænede med høretelefoner på og lytter til bussens rytmer, og hjulene der snurrer.

Koncerterne er arrangeret af Wundergrund Festivalen i samarbejde med Aarhus 2017 og Den Gamle By.

Tid og Sted: 16. november kl. 16, Helsingør Teater i Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus. Arrangementet er gratis. Gratis billetter kan reserveres og hentes på forhånd på Billetto.dk eller fås i indgangen på dagen.


Luftdans på Nordkraft
Danseren Esther Wrobel har skabt forestillingen MODVÆGT (Taking Space #4) specielt til Kedelhallen i det tidligere kraftværk i Aalborg. Hængende i luften bruger danserne rummet til at udforske nye former for bevægelighed og udfordrer vores vante opfattelse af et rums opbygning og æstetik, så vi bliver mindet om, at der altid findes nye perspektiver på det, vi tager for givet.

Dansernes fritsvævende kroppe bliver forbundet med musik, videokunst og installationer, en væg eller søjle bliver til et dansegulv og en bunke metalskrald forvandles til en flot skulptur.

Tid og Sted: 12. november klokken 17, 19 og 21 i Kedelhallen i Teater Nordkraft, Teglgårdsplads 1, 9000 Aalborg. Arrangementet er gratis.


Valhalla Rising-remix
Filminstruktør Martin de Thurah har til fødselsdagen lavet et remix af Nicolas Winding Refns film 'Valhalla Rising'. Fortællingen er brudt op, så det eneste tilbage er Mads Mikkelsen, der vandrer rundt som viking i det øde skotske landskab. I baggrunden høres lyden af musik og fest i det fjerne.


Litterære godbidder i toget
I november måned kan landets togpassagerer i magasinet Ud & Se dykke ned i en samling god litteratur. Redaktør Adda Djørup har sammen med Ud & Se udvalgt en række lækkerbiskner fra de forgange 50 år, der er lige til at 'spise eller sluge eller få galt i halsen', som der stod bag på Suzanne Brøggers 'Creme Fraiche fra 1978, der for øvrigt er en af fortællingerne i samlingen. Resten af de medvirkende forfattere (på nær én) har alle på et tidspunkt fået det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Tid og Sted: Tillægget kan hentes gratis i Ud & Se i toget og på stationer landet over.


Kunstnerforløb på Blågård Skole
Arkitektbureauet Arki_lab arbejder til daglig med innovativ og bæredygtig byudvikling. Men den seneste måned er de rykket ind på Blågårds Skole, hvor elever fra 7. og 8. klasse har arbejdet med kreative forslag til, hvordan man kan forbedre byrum i deres lokalområde og udearealerne på deres egen skole.

Elevernes arbejde bliver vist frem på en udstilling i skolegården, og hele skolen og lokalområdet er inviteret med til fernisering, hvor man blandt andet kan komme med på byvandring med eleverne som fortællere.

Skoler over hele landet kan på lignende vis to gange årligt søge om at få en kunstner ud på deres skole via den såkaldte huskunstnerordning. Næste ansøgningsrunde til puljen er 1. februar 2015.

Tid og sted: 13. november kl. 15 i skolegården på Blågårds Skole.


Konkurrence: Vind smukke jubilæumskopper
Keramiker Ditte Fischer har til Statens Kunstfond jubilæum lavet 400 smukke kopper, der skal gives videre til et sted, hvor koppen kan forskønne hverdagen/pausen/begivenheden for mange mennesker. Alle fællesskaber og institutioner - folkekøkkener, arbejdsplader, kulturhuse, virksomheders kantiner, redaktioner, offentlige forvaltninger - kan deltage i konkurrencen om kopperne. Eneste krav er, at der skal være brug for mindst 50 kopper. For at deltage skal man svare på de tre spørgsmål: Hvordan vil kopperne gøre en forskel hos jer? Hvilke tanker sætter filmen om Ditte Fischer i gang hos jer? Hvordan vil I være ambassadør for kopperne? Kunsthåndværkere og medlemmer af Statens Kunstfond Morten Løbner Espersen og Helle Vibeke Jensen vælger 1-8 vindere.


Spoon ball og simultan-sjipning
Billedkunstneren Molly Haslund er kendt for sine særligt udviklede redskaber, der blandt andet tæller en kæmpepasser til at tegne cirkler på jorden, en sjippesøjle og nogle overdimensionerede skeer, som bliver brugt til spillet 'spoonball'.

Hendes kunstværker handler i høj grad om leg og glæden ved at udføre noget fysisk sammen i fællesskab og kan ses som en kommentar til en individualistisk samfundsstruktur. Og resultatet er ofte skægt. Til jubilæet laver Molly Haslund en performance i samarbejde med Vestjyllands Højskole, som alle er velkomne til at deltage i. Eventen er gratis.

Tid og sted: Søndag 16. november kl. 14 på Vestjyllands Højskole, Skraldhedevej 8, 6950 Ringkøbing. Dagen inden vil der være en forsmag på gågaden i Ringkøbing.

Pressekontakt

Marie Sæhl
  2986 2293

Firma

Statens Kunstfond
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V, Danmark

  33 74 45 00
  33 74 45 00

http://www.kunst.dk/

Modtag nyheder fra Statens Kunstfond på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire