Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/04-12   -   Pressemeddelelse

Danmarks største kunstnersammenslutning udstiller i Kulturkajen Docken

GRØNNINGEN 2012 viser værker af seks kendte gæstekunstnere og 40 af kunstnersammenslutningens egne medlemmer i Kulturkajen Docken, Nordhavn, fra 14. april til 6. maj 2012.

Når GRØNNINGEN den 14. april slår dørene op til kunstnersammenslutningens udstilling i Kulturkajen Docken, er det samtidig en åbning af Danmarks største gruppeudstilling med værker af 46 kunstnere. En udstilling skabt af kunstnerne selv og med værker af vidt forskellige stilarter, motiver og materialer, men som tilsammen giver en dynamisk helhed.

"Det at vi selv skaber udstillingen, er et unik dansk fænomen lige som andelsbevægelsen. Og det er værd at bevare. Vi udstiller, fordi vi finder det vigtigt for kunsten, at der er store brede gruppeudstillinger. GRØNNINGEN er den største gruppeudstilling herhjemme af seriøs dansk samtidskunst," udtaler Bjørn Poulsen, der er formand for arbejdsudvalget i Kunstnersammenslutningen GRØNNINGEN.

Seks gæstekunstnere
GRØNNINGEN har i år inviteret seks gæstekunstnere, de to internationalt, anerkendte kunstnere Frank Nitsche og Arturo Herrera og de fire fremtrædende, yngre kunstnere Anders Brink, Kristofer Hultenberg, Emil Westman Hertz og Marie Søndergaard Lolk.

For Arturo Herrera og Frank Nitsche er det deres debut i Danmark. Mens Arturo Herreras værker er direkte og provokerende og på en og samme gang sprænger og sammenstiller elementer fra både popkunsten og den abstrakte kunst, henter Frank Nitsche sine motiver i sit omfattende arkiv af udklip fra magasiner og ugeblade. Anders Brinchs udtryk trækker veksler på så forskellige udtryk som surrealisme, popkunst og det ekspressive maleri, hvor Kristofer Hultenberg i sine værker lægger sig mellem den konkrete kunst, arkitekturtegningen og illustrationen. Emil Westman Hertz arbejder både i to og tre dimensioner, især med papirarbejder og montrer, der kan minde om dem, man ser på naturhistoriske museer, og endelig viser Marie Søndergaard Lolk både humor, vid og tålmodighed, når hun lægger lag på lag oven på hinanden og skaber et maleri, der rummer elementer af relief, objekt og maleri.

Det er anden gang, at GRØNNINGEN udstiller i Kulturkajen Dockens 2000 m2 store og rå lokale i Nordhavn. Kunstnersammenslutningens første udstilling i Docken for halvandet år siden blev besøgt af 9.000 gæster, og derfor er valget igen faldet på det gamle saltlager, der egner sig fortrinligt til de mange udstillede malerier, skulpturer, installationer, fotografier og videokunst.

Fernisering er den 14. april fra kl. 13.00 til 18.00.
Velkomst kl. 14.00 ved Kulturskribent, Lisbeth Bonde og Grønningens formand, Bjørn Poulsen

OM GRØNNINGEN
Kunstnersammenslutningen GRØNNINGEN blev stiftet i 1915 og er med sine over 50 medlemmer landets største. Årets udstilling er den 96. i rækken, og de tidligere årlige udstillinger har haft status af københavnerbegivenheder med mange tusinde besøgende på kun tre udstillingsuger.

Udstillere: Anette Harboe Flensburg, Anita Jørgensen, Arne Haugen Sørensen, Astrid Kruse Jensen, Bjørn Poulsen, Erik Werner, Eva Koch, Eva Steen Christensen, Frans Kannik, Frithioff Johansen, Gerald Steffe, Hans Pauli Olsen, Henning Damgaard-Sørensen, Hjördis Haack, Ib Monrad Hansen, Jens Birkemose, Jette Thyssen, Jørgen Haugen Sørensen, Leonard Forslund, Lise Malinovsky, Lone Høyer Hansen, Loui Michael, Mads Gamdrup, Malene Landgreen, Merete Barker, Michael Mørch, Morten Buch, Nicolai Howalt, Ole Sporring, Peter Bonnén, Poul Agger, Poul Isbak, Ronald Burns, Ruth Campau, Seppo Mattinen, Steffen Jørgensen, Stig Brøgger, Trine Søndergaard, Viera Collaro og Øivind Nygård. Svend Erik Tanggaard vil opføre et par koncerter i udstillingsperioden.
Gæster: Arturo Herrera, Frank Nitsche, Anders Brinch, Kristofer Hultenberg, Emil Westman Hertz og Marie Søndergård Lolk.

Relevant information

http://www.gronningen.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Grønningen
Docken, Færgehavnsvej 25, Nordhavn
2100 København Ø, Danmark

  20 78 28 95
  20 78 28 95

http://www.gronningen.dk

Modtag nyheder fra Grønningen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire