Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/03-16   -   Pressemeddelelse

Kunst for Alle kommer til Aalborg i påsken



For første gang kan KUNST FOR ALLE opleves i det nordjyske. Aalborg Kongres og Kultur Center lægger smukke lokaler til kunstudstillingen i påskedagene fra onsdag 23. marts til søndag 27. marts 2016 hvor 75 kunstnere fra hele landet udstiller.

Kom og oplev kunsten tæt på og hør, hvordan maleriet eller skulpturen bliver skabt. Gå rundt mellem de intime stande og sug stemningen ind. Lyt, når kunstnerne selv fortæller om deres værker på udstillingen KUNST FOR ALLE.

KUNST FOR ALLE har gennem de seneste 14 år været afholdt i Ridehuset i Aarhus og i de seneste seks år i Øksnehallen i København. Efter mange opfordringer rykker KUNST FOR ALLE nu også til Aalborg.
Udstillingens debut i det nordjyske bliver i AKKC - Aalborg Kongres & Kultur Center, som er de perfekte rammer til en spændende kunstudstilling.

Idégrundlaget for KUNST FOR ALLE er gennem et bredt udsnit af original kunst at vise, hvad der rører sig lige nu. Samtidig er det vigtigt, at publikum kommer helt tæt på kunsten og kunstnerne, der er til stede på hele udstillingen. Der er lagt op til en dialog om kunsten og historierne bag værkerne.
For arrangør og kunstnerisk leder Charlotte Jensen handler det netop om at skabe et rum, hvor alle har mulighed for at smage nutidens kunst. Et intimt kunstmøde.

Og heldigvis er den danske kunstscene igen i fremgang, nu da krisen er klinget af, fortæller hun.
"Jeg er stolt af den bredde, som udstillingen repræsenterer. Alle kan vitterlig finde kunst her, som rører dem eller på en eller anden måde gør noget ved dem," siger Charlotte Jensen.

"Idéen til udstillingen opstod for snart 16 år siden, da jeg diskuterede kunst med min far, Poul Jensen, som er kunstsamler. Han sagde lidt provokerende, at kunst kun er for feinschmeckere, hvilket jeg ikke var enig i. Hvis ikke kunst er for alle, hvem skal det så være for?"
Så begyndte Charlotte Jensen at arrangere "Kunst for alle"-udstillingerne.

Mød de 75 kunstnere, mærk kreativiteten boble og nyd de mangfoldige udtryk. For weekenden byder på moderne kunst i alle afskygninger: Ekspressive, abstrakte udtryk, figurative former side om side med naivistiske farveeksplosioner.

Udstillingen repræsenterer både professionelle, etablerede kunstnere og nye talenter. Hovedvægten er på billedkunst, men der udstilles også foto, keramik, glas og skulptur.
Der vil være et stort børneværksted, hvor der bla. er workshop med kunstneren Kathrine van Godt Kjærsgaard som vil hjælpe børn i alle aldre med, at lave deres eget lille kunstværk, og der vil også være mulighed for at lave kreative påskeæg.

Der er fernisering onsdag den 23.03. kl. 16 -19.
Direktør Ernst Trillingsgaard holder åbningstalen kl. 17.

Fakta om KUNST FOR ALLE 2016 AKKC Aalborg

Arrangør: KUNST FOR ALLE - www.kunstforalle.dk
Sted: AALBORG KONGRES & KULTUR CENTER (AKKC), Europa Pl. 4, 9000 Aalborg
Kontakt: Charlotte Jensen mobil 2282 1212 - info@kunstforalle.dk

Åbningstider:
Onsdag 23. marts 2016 - Kl. 16.00 - 19.00
Torsdag 24. marts 2016 - Kl. 11.00 - 17.00
Fredag 25. marts 2016 - Kl. 11.00 - 17.00
Lørdag 26. marts 2016 - Kl. 11.00 - 17.00
Søndag 27. marts 2016 - Kl. 11.00 - 17.00

Entré: Kr. 50,- børn u. 16 år gratis


Billeder


Pressekontakt

Charlotte Jensen
  +45 22 82 12 12

Firma

Kunst for alle
Ridehuset Århus, Vester alle 1
8000 Århus C., Danmark

  +45 22 82 12 12

http://www.kunstforalle.dk/

Modtag nyheder fra Kunst for alle på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire