Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/01-15   -   Pressemeddelelse

Start altan-sæsonen nu



Det er koldt, mørkt og regnfuldt udenfor og måske føles det søde sommerliv på altanen meget langt væk. Man kan bruge ventetiden på at planlægge den kommende sæson og måske sætte de første frø til spiring i vindueskarmen. Så kan man allerede nu få fornemmelsen af forår.

Livet på altanen er genstand for mange drømme. Uanset om ønsket er en urban køkkenhave eller et farvestrålende blomsterflor, så er det en god idé at bruge den mørke tid til at søge information og planlægge forårets og sommerens glæder.

Altan-Inspiration er en hjemmeside, der har fokus på de specielle forhold, der gør sig gældende på altanen. Ejeren Lotte Andreasen deler her sine tips til, hvordan man kommer godt i gang med altansæsonen 2015.

Hvilke planter passer på din altan?
Nogle planter kræver fuld sol og andre trives bedst i skyggen, så selv om altanen ikke er badet i sol fra morgen til aften kan man sagtens få frodige altankasser.

Havecentre og blomsterbutikker har faguddannet personale til at vejlede om plantevalg, og der er også meget inspiration at hente på internettet og i havebøger.

Vælg gerne et farvetema, så resultatet bliver roligt at se på. Lav en plan, så der er noget smukt at kigge på hele året fra blomsterløg i det tidlige forår til vinterens stedsegrønne vækster. Vær en god nabo og vælg blomster, der ikke drysser kronblade gennem hele vækstsæsonen.

Skab læ
En have på 3. sal er grundlæggende anderledes end en have i jordniveau. Vinden kan være barsk - nærmest som på en bjergside - og det kan skade planterne og udtørre jorden.

Ved at montere et læsejl kan man lave et mere beskyttet miljø og desuden få mere privatliv på sin altan.

Giv planterne et godt hjem
For en plante er der stor forskel på at have rødderne gravet ned i jorden og at stå i en krukke på en altan. I jorden er rødderne beskyttet mod temperaturudsving og der er et større område, hvor planten kan suge vand og næring.

Vælg dybe altankasser med plads til så meget pottemuld som muligt og køb en god krukkejord. Det er planternes madpakke, så det betaler sig at købe god kvalitet og gerne en type, der er tilsat ler eller andre partikler, der hjælper med at opmagasinere vand. Lad være med at genbruge gammel pottemuld, da den er udpint.

Før man går i gang med at plante, så tjek at der er drænhuller i bunden af alle plantebeholdere. Der er mange flere planter, der dør af overvanding end af tørst. Brug også gerne et lag leca-kugler eller potteskår i bunden af blomsterkasserne for at sikre effektivt dræn.

For at undgå, at der løber muddervand ud af hullerne og ned på altangulvet, så dæk hullerne med et kaffefilter eller et stykke geotekstil.

Start foråret i vindueskarmen
Frøposerne begynder at dukke op i planteskoler og dagligvarehandelen sidst i januar. Gå på jagt efter spændende nyheder og find gamle favoritter.

Det er nemmest at forspire de små frø i færdigkøbte minidrivhuse, men man kan sagtens bruge andre beholdere til at så i. Brug en speciel så- og priklemuld uden gødning, der kan svide de små planter. Sæt din spirekasse så lyst som muligt.

Sørg for at holde jorden jævnt fugtig. Det er svært for det lille frø at bryde gennem jordoverfladen, hvis den tør og skorpet. Vand gerne med en forstøverflaske og dæk jorden til med en plastikpose hvor der er klippet ventilationshuller. Når frøene er spiret, så fjernes overdækningen.

5 tidlige frø til køkkenhaven
Chili
Tomat
Artiskok
Persille
Savoykål

5 tidlige frø til blomsterhaven
Ærteblomst
Kornblomst
Lodden løvefod
Stedmoderblomst
Begonie

Billeder


Pressekontakt

Lotte Andreasen
  +45 30 48 00 99

Firma

Altan-Inspiration.dk
Gl. Næstvedvej 41
4683 Rønnede, Danmark

  +45 30 48 00 99
  +45 30 48 00 99

www.Altan-Inspiration.dk

Modtag nyheder fra Altan-Inspiration.dk på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire