Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/04-10   -   Pressemeddelelse

Iværksætterfestival i Århus går i luften

Modeshow på DGI-Husets klatrevæg, luftshow og gratis, italiensk is - det er blot nogle af ingredienserne i den nye festival, Iværksætter DNA 2010, der skal sparke Århus ind på en solid placering på det danske iværksætterlandkort.

Århus skal gå forrest, når det drejer sig om opstart af virksomheder og kreative erhvervstanker. En ny iværksætterfestival vil styrke grundlaget for udvikling i Århus ved at skabe dialog mellem det etablerede erhvervsliv og nystartede iværksættere fra især uddannelsesmiljøet. Festivalen finder sted i DGI-Huset onsdag den 21. april klokken 8.30 -16.00, og her vil man kunne møde over 100 udstillere. For at understrege arrangementets åbenhed er der gratis entré for alle besøgende.

Gavner erhvervslivet i Århus

Iværksætterfestivalen vil gavne Århus som erhvervsby, mener borgmester Nicolai Wammen, der byder festivalen velkommen:
"Det er vigtigt, at Århus markerer sig som en innovativ, kreativ og erhvervsmæssigt stærk by. Derfor er det virkelig positivt, når byens ildsjæle stabler et nyskabende arrangement som Iværksætter DNA 2010 på benene, og jeg glæder mig rigtig meget til selv at opleve festivalen," udtaler borgmesteren.
Nicolai Wammen vil personligt åbne Iværksætter DNA 2010 kl. 8.30 onsdag den 21. april, samtidig med at 1000 balloner stiger til vejrs.

Anderledes festival

Festivalen byder på en række utraditionelle indslag - blandt andet et anderledes modeshow, der kommer til at foregå horisontalt på klatrevæggen i DGI-Huset. Man vil også kunne nyde en smagsprøve på italiensk is, et luftshow med Air Combat, en barschool workshop samt foredrag med rutinerede iværksættere. Blandt andre vil Vibeke Hartkorn, tidligere nyhedsvært på TV Avisen og nu selvstændig kommunikationsrådgiver, og Frank Rasmussen, stifter af Telmore, dele ud af deres erfaringer.

Stort vækstgrundlag i Århus

Formålet med festivalen er først og fremmest at styrke netværket mellem nye iværksættere og etablerede virksomheder - og at inspirere. Derfor bliver det ikke en gabende kedsommelig messe, hvor folk går rundt i jakkesæt, pointerer en af værterne for festivalen, Christian Lomborg Jessen:
"Vi har valgt at skabe denne begivenhed for at vise, hvor sprudlende en kreativitet der faktisk er til stede i det århusianske vækstgrundlag. - Og når man sætter så mange innovative mennesker stævne under samme tag, kan der ikke undgå at komme noget interessant ud af det. Det er vigtigt, at Århus er med helt fremme, når det handler om iværksætteri - specielt i en tid hvor den økonomiske krise skriger på kreative talenter. Det er netop dem, vi gerne vil skabe grobund for i Århus," siger Christian Lomborg Jessen.

Har du generne - har vi netværket

Iværksætter DNA 2010 finder sted i DGI-Huset onsdag den 21. april kl. 8.30-16.00, og festivalen forventer over 2000 besøgende. Arrangørerne bag Iværksætter DNA 2010 er Malmros og magasinet First Mover, og hovedsponsorerne er Århus Kommune, Dana A-kassen og Visma Danmark. Festivalens motto er: "Har du generne - har vi netværket". Hermed ønsker festivalen at understrege, at iværksætteri er for alle, som tør blive positivt udfordret.

Relevant information

http://www.idna2010.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Iværksætter DNA 2010
Kannikegade 18
8000 Århus C, Danmark

  28 73 80 70
  28 73 80 70

http://www.idna2010.dk

Modtag nyheder fra Iværksætter DNA 2010 på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire