18/06-09
-
Pressemeddelelse
Biblioteker udvider åbningstiden
Nu kan Torben Quitzau i Broager nå på biblioteket, når det passer ind i familiens rytme. Efter arbejdstid kan han selv låse sig ind på biblioteket og låne eller aflevere bøger i selvbetjeningsautomaten. Han vil få mulighed for at græsse langs reolerne og lade sig inspirere af det, han ser på hylderne. Børnene kan komme med, og familien vil sammen kunne finde bøger til højtlæsningen derhjemme. Og hvis han har brug for det, kan han via webcam komme i kontakt med en bibliotekar på hovedbiblioteket i Sønderborg.
Biblioteket i Broager er ét af de 25 lokalbiblioteker over hele landet, som snart bliver til 'åbent bibliotek'. De åbne biblioteker fungerer som helt almindelige biblioteker med personale i dagtimerne, men når personalet går hjem, holder biblioteket stadig åbent nogle ekstra timer med selvbetjening. I gennemsnit udvider de 25 lokalbiblioteker deres åbningstid med 45 timer om ugen.
Kulturminister Carina Christensen har udbudt mere end 6 millioner kroner til udvikling af alternative bibliotekstilbud de steder i landet, hvor der er lukket små biblioteker, I alt har 32 kommuner fået tilskud til at udvide biblioteksbetjeningen under nye, tidssvarende former.
Carina Christensen udtaler:
"Med initiativet 'Biblioteker i hele landet' har jeg ønsket at motivere kommunerne til at tænke nyt og udvikle alternative bibliotekstilbud til borgerne. Jeg er rigtig glad for, at kommunerne har taget udfordringen op, og at der er indkommet så mange gode ansøgninger. Jeg synes, vi får rigtig meget for pengene."
De i alt 6,5 mio. kr. der nu sendes ud som etableringstilskud til nye tilbud i kommunerne kommer fra uforbrugte og tilbageførte midler fra Styrelsen for Bibliotek og Mediers Udviklingspulje. Den største søgning har der været til konceptet med åbne biblioteker. Andre projekter er: Tilbud til borgerne om at kunne booke en bogbus, etablering af afhentningssteder for elektronisk bestilte bøger og indgåelse af nye partnerskaber med f.eks. skoler eller borgerservicecentre.
Relevant information
http://www.bibliotekogmedier.dk
Firma
Styrelsen for Bibliotek og Medier
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V,
Danmark
20 31 67 60
20 31 67 60
http://www.pallesgavebod.dk
Modtag nyheder fra Styrelsen for Bibliotek og Medier på mail
Tilmeld dig her