Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/12-10   -   Pressemeddelelse

340 millioner kroner til dagbladene

Kristeligt Dagblad er for femte år i træk den avis, der får den højeste mediestøtte fra Dagbladspuljen. Det viser den nye liste over Dagbladspuljens tilskudsmodtagere i 2011, som offentliggøres i dag.

Næste år kan Kristeligt Dagblad regne med at få lidt over 27,5 millioner kr. i tilskud fra Dagbladspuljen. Nummer to på listen over tilskudsmodtagere er Information, som kan se frem til at få 25,6 mio. kr. fra Dagbladspuljen i 2011.

I alt har Dagbladspuljens fordelingsudvalg uddelt 340 mio. kr. til 67 aviser. I 2010 fik 71 aviser tilskud fra Dagbladspuljen.

Grænser for redaktionelt sammenfald
Flere aviser er indgået i så stærke samarbejder, at de er i risiko for at blive betragtet som én avis. For at få tilskud som forskellige aviser skal det redaktionelle indhold overvejende være forskelligt.

24Timer og metroXpress får som landsdækkende dagblade hver 19 mio. kr. lige som Børsen, B.T., Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Politiken. Disse aviser rammer et loft på 7,2 mio. udsendte eksemplarer, som er det maksimale antal eksemplarer, der kan få distributionstilskud.

Dagbladspuljen giver tilskud til distribution af dagblade, og tilskuddets størrelse afhænger bl.a. af hvor mange abonnenter, bladet har. De forventede tilskud beregnes hvert år i december, inden tilskudsårets start. De endelige tilskud beregnes i sommeren 2012. Hvis dagbladene f.eks. har udsendt færre blade end beregnet, vil tilskuddet blive mindre.

Læs mere om Dagbladspuljen og se listerne over alle tilskudsmodtagere på www.bibliotekogmedier.dk.

Fakta
Dagbladspuljen giver distributionstilskud til dagblade, der udkommer mindst fem hverdage om ugen.

Puljens formål er at fremme demokratisk debat, kulturel og samfundsmæssig oplysning. Derfor skal aviserne opfylde en række krav for at få tilskud. F.eks. skal det redaktionelle stof fylde mindst halvdelen af bladet.

Dagbladspuljen består af tre ordninger: Hovedordningen, supplementsordningen og overgangsordningen. Det er de to første ordninger, der deler tilskud ud i denne omgang. Beløbene er foreløbige og reguleres efter tilskudsåret i forhold til hvor mange aviser, der reelt bliver udsendt. Udsendes færre blade end forventet, bliver tilskuddet mindre.

Dagbladspuljens supplementsordning er et tillæg til hovedordningen. Den giver et ekstra tilskud til særlige dagblade, der kan fremme mangfoldigheden på bladmarkedet. Fire aviser får tilskud fra supplementsordningen i 2011: Kristeligt Dagblad, Information, Arbejderen og Der Nordschleswiger.

Overgangsordningen giver tilskud til udgivere af dagblade, hvis økonomi i særlig grad berøres af omlægningen af tilskuddet til distribution af dagblade. Overgangsordningen beregnes og udbetales først når tilskudsåret er slut - modsat de to andre ordninger under Dagbladspuljen.

Dagbladspuljens fordelingsudvalg er nedsat af kulturministeren og består frem til 31. december 2010 af:
- Professor dr. jur. Peter Blume, Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet (formand)
- Cand.scient.pol. Kirsten Fjord
- Direktør Christian Kierkegaard, Danske Specialmedier
- Cand. jur. Finn Kern, Danske Dagblades Forening
- Direktør Linda Garlov, Dansk Journalistforbund


Relevant information

http://www.bibliotekogmedier.dk/medieomraadet



Pressekontakt


Firma

Styrelsen for Bibliotek og Medier
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V, Danmark

  20 31 67 60
  20 31 67 60

http://www.pallesgavebod.dk

Modtag nyheder fra Styrelsen for Bibliotek og Medier på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire