Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/07-11   -   Pressemeddelelse

Folkebibliotekerne har åbent 16.415 timer om ugen

Årets folkebiblioteksstatistik blev offentliggjort i mandags af Danmarks Statistik. En gennemgang af tallene viser blandt andet, at åbningstiderne på landets folkebiblioteker er steget med hele 23 %. Besøgstallet ligger fortsat på over 36 mio. besøg om året, hvilket bekræfter folkebibliotekernes status som et af de mest benyttede offentlige kulturtilbud i Danmark.

"Den gode nyhed i årets biblioteksstatistik er, at bibliotekerne er blevet langt mere tilgængelige med en stigning i åbningstiden på hele 23 %. Det er de mange nye såkaldte 'åbne biblioteker' med lang åbningstid og udstrakt selvbetjening, der skaber dette resultat" siger Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier.

En succeshistorie
Der findes foreløbig 67 åbne biblioteker fordel over hele landet og samlet set har de en ugentlig åbningstid på 3.202 timer. Lægger man dertil den betjente åbningstid har det samlede folkebiblioteksvæsen åbent 16.415 timer hver eneste uge.

De åbne biblioteker er et led i udviklingen af fleksible bibliotekstilbud, som blev anbefalet i rapporten Folkebibliotekerne i vidensamfundet. Biblioteker fra Frederikshavn til Vordingborg benytter sig af muligheden for at tilbyde lånerne, at de selv kan låse sig ind på biblioteket ved hjælp af deres lånerkort. Tilgængeligheden på folkebibliotekerne er med de åbne biblioteker øget i hidtil uset omfang og uden sidestykke i de lande vi normalt sammenligner os med.

Bøger udlånes og musik downloades
Årets statistik viser også, at bøgerne stadig er populære, selvom der er sket et lille fald i udlånet. Bøgerne udgør knap 68 % af de samlede udlånsaktiviteter.

"Statistikken bekræfter den pågående omstilling af bibliotekerne, hvor udlånet af bøger falder en lille smule, mens besøgstallet stiger en lille smule, og benyttelsen af elektroniske ressourcer stiger rigtig meget" uddyber Jens Thorhauge.

Brugen af elektroniske ressourcer er vokset med over 50 % fra 2009 til 2010. I alt har bibliotekerne registreret 11.178.757 downloads i 2010. Det skyldes især en kraftig stigning i brugen af folkebibliotekernes online musiktjeneste Bibzoom, hvor man kan downloade og streame musik.

Flere tendenser on- og offline
Generelt er de online biblioteksbesøg steget, og der var i 2010 26 millioner besøg på bibliotekernes hjemmesider og bibliotek.dk. Også bibliotekernes øvrige nettjenester som Litteratursiden, Biblioteksvagten og Palles Gavebod havde flotte besøgstal på over 3,5 millioner i alt.

Har man været online for at bestille en bog, kan det være, at man foretrækker at hente den i den lokale brugs eller på posthuset. Det er muligt 40 steder rundt om i landet, hvor man har oprettet såkaldte 'servicepunkter' for borgere, der af den ene eller anden grund har svært ved at nå det nærmeste bibliotek. Det er en stigning på 25 % i forhold til 2009.

Relevant information

http://www.bibliotekogmedier.dk/presse/temaer


Pressekontakt


Firma

Styrelsen for Bibliotek og Medier
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V, Danmark

  20 31 67 60
  20 31 67 60

http://www.pallesgavebod.dk

Modtag nyheder fra Styrelsen for Bibliotek og Medier på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire