Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/03-14   -   Pressemeddelelse

Med livet som indsats til VM - 450 is kolde meter venter i Finland

Hugger hul i isen og svømmer: "Det kræver lægeerklæring, blodprøver og EKG at deltage og man svømmer på eget ansvar," fortæller Mette BL Thomsen på 52 år. Alligevel har hun sat sig målet at blive den første dansker, der gennemfører 450 m is-svømning til det forestående Verdensmesterskab i vintersvømning den 20.-23. marts 2014 i Nordfinland i byen Rovaniemi ved polarcirklen.

Mette BL Thomsen, der har gjort det til en livstil at sætte sig mål og nå dem, uddyber: "Vi skal konkurrere i et svømmebassin hugget ud af isen på floden Kemijoki, Finlands længste flod, hvor vandtemperaturen forventes at ligge under 0,5 grader."

VM bliver en fest og Danmark skal med
Mette BL Thomsen stiller som den eneste dansker op i alle 6 discipliner og glæder sig over at kunne hejse flaget for Danmark i 25 m bryst, 25 og 50 meter fri, en stafet 4 x 25 m bryst, en stafet 4 x 25 m fri og endelig i de 450 m, hvor eneste tilladte påklædning er en tynd svømmedragt, svømmebriller og en påbudt hovedbeklædning.

"Der er tilmeldt 1244 deltagere fra 34 forskellige lande og vi er 22 danskere, der skal i vandet tilsammen 46 gange, så det bliver en fest og en uforglemmelig oplevelse for alle," fortæller Mette, der har sin egen hjemmeside og YouTube kanal, hvor interesserede kan følge forberedelserne og hele rejsen til VM. Mette er uddannet livredder og fortæller at hun har stor fokus på badesikkerhed. Hun træner til dagligt i Roskilde Fjord og altid under opsyn. Hun har i en åben indbydelse til samtlige 23.000 vinterbadere i Danmark fortalt om VM i Finland og udfordret alle i det uofficielle Danmarksmesterskab. Fra Roskilde Vinterbadeklub deltager tillige Anita Daugaard Pedersen, Lars Faczinek-Beckmann og Tania Elisabeth Cortes, sidstnævnte med bopæl på Fyn.

Lever livet med livsnerve
Adspurgt fortæller Mette BL Thomsen at hun er ydmyg for udfordringen, men føler sig godt rustet og helt tryg med at kaste sig ud i de 450 m sammen med de 35 andre kvinder fra resten af verden. Mette har dagligt trænet både fysisk og mentalt siden hun fik idéen i november måned 2013. "Jeg bruger samme strategier som jeg har gjort hver gang jeg udfordrer mig selv og gerne vil lære noget nyt." Således har Mette cyklet til Afrika, kørt alene på motorcykel til Nordkap, løbet maraton, gennemført en Jernmand, gået på gløder, hoppet i faldskærm, svømmet 12 km fra Jyllinge til Roskilde Havn, uddannet sig til kajakinstruktør og lavet 50 grønlændervendinger i sin havkajak".

"Det handler om at turde leve livet med livsnerve," siger Mette og uddyber. "Da jeg var 14 år døde min mor af brystkræft i en alder af 38 år. Det var på hendes dødsleje at jeg besluttede mig for at leve et passioneret og energifyldt liv og til at tilegne mig indsigterne til at kunne hjælpe andre til at turde gør det samme."

Livsglæde er et must
Mette BL Thomsen, der blev nr. 1 i sit heat, nr. 1 i sin aldersgruppe og samlet nr. 3 ud af 20 kvindelige deltagere ved De Åbne Svenske Mesterskaber i vintersvømning i Skellefteå i Nordsverige d. 8. februar 2014, lever af at være livsglad og arbejder som foredragsholder, Peptalker og Power Specialist med en bred uddannelsesmæssig baggrund som sygeplejerske, zoneterapeut, akupunktør, psykoterapeut, mentaltræner og life- & businesscoach med egen virksomhed i Roskilde.

"Grundstenen i mit arbejde er at fremelske de stærkeste ressourcer hos det enkelte menneske og få alle til at føle sig værdifulde præcis som de er - alene og i et fællesskab," slutter Mette. Hun opfordrer interesserede til at læse mere om VM og bestræbelserne på at udbrede kendskabet til vintersvømning i Danmark på hendes hjemmeside: www.liftyourlife.dk

Man kan også følge hende og de andre svømmere på hendes YouTube kanal: Mette BL Thomsen http://www.youtube.com/user/metteliftyourlifew

Billeder


Pressekontakt

Mette BL Thomsen
  40 37 33 21

Firma

Lift Your Life
Køgevej 44 C, 1. th
4000 Roskilde, Danmark

  40 37 33 21
  40 37 33 21

http://www.liftyourlife.dk

Modtag nyheder fra Lift Your Life på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire