Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/03-11   -   Pressemeddelelse

Kreative nedprioriterer forretningsudvikling

Kreativitet er Danmarks nye råstof, men kreative virksomheder passer ikke ind i det traditionelle erhvervsfremmesystem. De kreative tiltrækkes ikke af den klassiske erhvervsrådgivning og derfor undlader de at få sparring til udvikling af deres virksomheder.
Nyt projekt "Pit Stop - Vidensbrændstof til kreative virksomheder" skal opsamle viden om, hvordan de kreative erhverv kan tilføres viden og udvikle deres forretning, så deres kompetencer i højere grad kommer ud og gør gavn i traditionelle virksomheder.

Vi står midt i den kreative økonomis tidsalder, hvor det gælder om at tænke skævt og udvikle kreative løsninger. Men spørgsmålet er, om Danmark formår at udnytte de kreative kompetencer?
En analyse viser, at 82 % af de kreative virksomheder ikke søger rådgivning i en bestyrelse og 61 % benytter sig ikke af det offentlige erhvervsfremmesystem. For de kreative går deres egne veje og dermed risikerer vi, at deres kompetencer ikke genererer den vækst, Danmark har så hårdt brug for, hvis vi skal klare globaliseringens udfordringer.

Synergi til de traditionelle virksomheder
"De kreative virksomheder genererer gennemsnitligt en højere værditilvækst pr. fuldtidsansat end øvrige brancher," forklarer direktør Betina Simonsen fra Development Centre UMT, sekretariat for Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning, som nu lancerer et 2-årigt projekt, der knytter små kreative virksomheder tættere til vidensinstitutioner og giver dem konkret ny viden om forretningsudvikling, strategi og udvikling af rentable nye produkter og services.
"Der er i forvejen et stort potentiale ved at udvikle den enkelte kreative virksomhed. Men det interessante er at skabe synergi til de traditionelle virksomheder, som konstant skal udvikle produkter og services for at kunne klare sig globalt. Vi kan ganske enkelt give med både højre og venstre hånd ved at understøtte de kreatives store vækstpotentiale, så de får afsat deres vigtige ydelser og kompetencer i andre mere traditionelle danske virksomheder," forklarer Betina Simonsen og peger på, at succes i erhvervslivet i stadig stigende grad afhænger af evnen til at forny sig og udnytte de bedste ideer og muligheder før konkurrenterne.

Kreative lister udenom klassisk erhvervsrådgivning
Udfordringen kan blandt andet ses i "Analyse af de kreative erhverv i Region Midtjylland" udarbejdet af NyX, hvor 645 kreative virksomheder i 2009 besvarede et meget omfattende spørgeskema. Undersøgelsen viste, at 61 % af de kreative virksomheder ikke benytter det lokale erhvervskontor, 66 % er ikke tilknyttet en brancheorganisation, 69 % henter ikke viden på uddannelses- og forskningsinstitutioner og 82 % modtager ikke rådgivning fra en bestyrelse.
"De kreative arbejder med andre ord ikke systematisk med alle de områder, som vi ved er afgørende for udvikling af virksomheder. Vi ved, at de står overfor meget ensartede udfordringer,

men mange af dem er ganske små og bliver let overset af systemerne, som i stedet gør noget for de lidt større virksomheder. 80 % af undersøgelsens virksomheder er registreret som enkeltmandsvirksomheder uden ansatte og de passer derfor ikke særlig godt ind i vores opfattelse af, hvad en vækstvirksomhed er," siger Betina Simonsen og peger på, at det også er en udfordring, at de kreative ikke selv banker på hos erhvervsrådgiverne. "De har generelt opfattelsen af, at systemets repræsentanter ikke forstår deres særlige behov, hvor kultur og forretning ofte er smeltet helt sammen."

Vigtigt samspil med traditionelle virksomheder
Men nu skal de kreative have chancen for at arbejde med forretningsudvikling på højt niveau. En task force bestående af projektledelsen og repræsentanter fra Århus Universitet, Arkitektskolen Aarhus, Danmarks Designskole, Copenhagen Business School og Alexandra Instituttet står klar til at understøtte de kreatives innovations- og konkurrenceevne, så de fremover i højere grad kommer til at bidrage til national og international vækst.
Projektleder Joan Knudsen kan konstatere, at der er stor interesse for projektet, som allerede nu kan melde næsten fuldt hus. "Kreative virksomheder fra hele Danmark har været hurtige til at skrive sig på deltagerlisten, så der nu er 21 virksomheder, der deltager i Pit Stop. Netop nu er vi i gang med at udsende de første indledende spørgeskemaer og booke besøg hos virksomhederne," fortæller Joan Knudsen, der ser frem til de næste to års fokus på kreativ business.

Nærmere information fås hos
Direktør Betina Simonsen, Development Centre UMT, telefon 29 36 00 90
Projektleder Joan Knudsen, Development Centre UMT, telefon 42 42 12 43

Pit Stop - Vidensbrændstof til kreative virksomheder
Et landsdækkende projekt, som understøtter forretningsudvikling i vækst- og udviklingsorienterede kreative virksomheder og knytter dem tættere til forsknings- og udviklingsmiljøer samt styrker deres blik for internationalt samarbejde og eksport.

De kreative virksomheder følges i 2 år tæt af:
- Development Centre UMT
- Århus Universitet/ HIH
- Arkitektskolen Aarhus
- Danmarks Designskole
- Copenhagen Business School
- Alexandra Instituttet

For at skabe de bedst mulige resultater samarbejder aktørerne tæt med kreative brancheorganisationer:
- Dansk Design Association
- Danske Arkitektvirksomheder
- Danske Designere
- Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening

Projektet er finansieret af Forsknings - og Innovationsstyrelsens program "Åbne Midler" og ledes af Development Centre UMT - læs mere på www.moebelcenter.dk eller www.innonetlifestyle.com

Relevant information

http://www.commu.dk


Pressekontakt


Firma



, Danmark

  +45 2092 4565
  +45 2092 4565

http://www.facebook.com/group.php?gid=41415558835

Modtag nyheder fra på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire