Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/10-10   -   Pressemeddelelse

Navnenyt: Poul Foss Michelsen fylder 70 år mandag den 15. november

Han er født i Vendsyssel. Efter sin HA-eksamen i 1963 kom han til A/S Regnecentralen, hvor han startede som systemkonsulent. Samtidig med sit job fuldførte han sit studium og blev i 1966 cand. merc. med organisation og ledelse som speciale. I 1967 fik han til opgave at etablere og udvikle Regnecentralens afdeling i Odense. Senere blev han ansvarlig for en turn around samt ledelse af Regnecentralens provinsafdelinger. I 1977 blev han direktør for Regnecentralens samlede servicebureauvirksomhed (Danmarks dengang største private edb-servicevirksomhed).

Under Regnecentralens rekonstruktion i 1979 benyttede Poul Foss Michelsen lejligheden til et markant stillingsskifte, idet han i 1979 i samarbejde med T. Bak-Jensen A/S etablerede Foss Michelsen a/s - management konsulenter i edb.

Poul Foss Michelsen blev i 1982 medejer af og bestyrelsesmedlem i BakConsult Gruppen, der blev Danmarks største management konsulentvirksomhed med 150 medarbejdere. I 1990 blev BakConsult fusioneret med den internationale PA Consulting Group, hvor han blev partner.

Poul Foss Michelsen har gennem sin 20-årige karriere som managementkonsulent rådgivet mange danske og skandinaviske topledere i kombinationen af forretningsstrategi og IT-strategi, været arkitekt på mange omstruktureringer af IT-organisationer og -ledelse i mange større virksomheder samt har rekrutteret mange IT-direktører og IT-chefer.

Da Poul Foss Michelsens kontrakt med PA Consulting Group udløb i 2000, skiftede han spor og valgte bestyrelsesarbejde som fremtidig profession. Hans store netværk inden for dansk topledelse førte hurtigt til mange poster som bestyrelsesformand, bestyrelsesmedlem og medlem af advisory boards i virksomheder med forskelligt branchetilhørsforhold. I årene siden 2000 er det blevet til 28 bestyrelsesposter i 17 virksomheder og 6 poster som advisory board medlem. Han er desuden aktiv i bestyrelsesnetværket ASNET, bl.a. som bestyrelsesmedlem.

Poul Foss Michelsen har gennem årene været engageret i en række tillidshverv. Han var i 1970 med til at starte merkonomuddannelsen inden for IT, og som bestyrelsesmedlem i Dansk Databehandlingsforening var han initiativtager til etablering af fagrådet Ledelse & IT. Han er stadig beskikket censor i strategi, ledelse og økonomistyring ved de danske universiteter og handelshøjskoler og er censor ved de internationale MBA uddannelser ved Copenhagen Business School. Han bliver også anvendt som kommentator i ErhvervsBladet.dk vedrørende aktuelle emner for bestyrelser i små og mellemstore virksomheder. Han har været medlem af Rotary International i 37 år, counsellor for udenlandske udvekslingsstudenter og præsident i Odense Rotary Klub.

Relevant information

http://www.foss-michelsen.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

ASNET Board
Holmboes Alle 1
8700 Horsens, Danmark

  +45 2363 9347

www.asnet.dk

Modtag nyheder fra ASNET Board på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire