Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/05-15   -   Pressemeddelelse

Skagen Fuglefestival går på vingerne for 10. gang

"Aldrig har der været et større og mere varieret program", udtaler festivalens koordinator Kurt Rasmussen.

Formålet med Skagen Fuglefestival er at sætte yderligere fokus på et af Europas bedste fugletræksteder. Både forår og efterår passerer millioner af fugle Skagens Gren eller havet langs med kysterne på deres vej til eller fra de nordskandinaviske yngleområder. Derudover trækker området også mange sjældne fugle til, som er kommet på afveje fra deres normale trækrute eller simpelthen strejfer om over store afstande, inden de som fuldt udvoksede er klar til at slå sig ned på deres normale ynglepladser langt fra Danmark.

Skagen Fuglefestival har noget for enhver med natur- og fugleinteresse.
De skrappe ornitologer holder af at mødes med ligesindede og deltager med stor fornøjelse i konkurrencerne om at se flest fugle eller den mest sjældne fugl. Der spejdes, kigges, rapporteres og fortælles historier fra tidligere oplevelser.

Samtidig gennemføres der under festivalen mange forskellige arrangementer, der henvender sig til den brede naturgalde befolkning og turister, for på den måde at gøre opmærksom på Skagens internationale betydning som fuglelokalitet og give dem, der kommer, en ekstraordinær oplevelse, fordi de overalt kan blive vejledt af erfarne ornitologer.

Hovedkvarteret for festivalen er Skagen Fyr, populært kaldet Det grå Fyr.
Den officielle åbning står Jacob Funder for. Jacob er for nylig ansat ved Naturstyrelsen Vendsyssel og har ansvaret for etableringen af det nye oplevelsescenter i Skagen Fyr, som åbner i 2016 - og hvortil Skagen Fuglestation også tilknyttes.

" Vi glæder os derfor også utroligt meget til festival 2016, som kommer til at foregå i disse nye spændende rammer", smiler Kurt Rasmussen.
Det store telt er stillet op ved fyret, og det rummer som altid Naturbutikken, som har taget det store arsenal af kikkerter, teleskoper, bøger og udstyr med fra København - samt festivalens Information. Fyret er åbent, og i fyrbygningen udstiller Lise Pflug og Lene Kramshøj deres naturmalerier sammen med spændende naturfotos af lokale fotografer.
Hver morgen er der morgenobservation på Nordstrand, hvor ornitologer fortæller om fuglene, som passerer. De fortsætter til Flagbakken kl. 11, hvor de holder Open Air specielt med fokus på trækkende rovfugle.

En garvet ringmærker sætter sine net op ved Ellekrattet og ringmærker hver halve time, hver dag mellem 8 og 12. Et stort trækplaster ikke mindst for børnefamilierne.
Konkurrencer er der to af. Begge foregår lørdag den 9. maj. Mellem kl. 00 og 17 kan man deltage i konkurrencen om at finde festivalens sjældneste fugl. I den anden konkurrence kan man hjælpe et udvalgt team, som deltager i den nordiske konkurrence "Tårnenes Dag" mellem 05 og 13 med at tælle flest forskellige arter. De sidder på "Verdens Ende".

Endvidere er der tre fugleture, som alle også er velkomne til at deltage i. Den ene er en aftentur til Bunken Klitplantage, hvor der lyttes til nattens lyde, og hvor man håber at møde den mytiske fugl Natravnen. De to andre er morgenture. Den ene fra Nordstrand gennem reservatet til Skagen Fyr og retur. Den anden går til Råbjerg Mile.

Lørdag kl. 19.30 er der stiftende generalforsamling i Skagen Fuglestations Venner. Alle er velkomne til at deltage og melde sig ind i foreningen. Efter generalforsamlingen er der foredrag om ringmærkningen af havørneunger, som har fundet sted siden 2007.

"Så nu håber vi bare på godt fuglevejr og glæder os til at være sammen med rigtig mange mennesker -ornitologer såvel som naturglade godtfolk - på Toppen af Danmark", slutter Kurt Rasmussen.

Relevant information

Skagen Fuglefestival
http://skagenfuglefestival.dk/


Billeder


Pressekontakt

Kurt Rasmussen
  40 21 64 77

Firma

Turisthus Nord
Vestre Strandvej 10
9990 Skagen, Danmark

  30214203
  30214203


Modtag nyheder fra Turisthus Nord på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire