Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/11-13   -   Pressemeddelelse

Aarhusiansk lysfirma vinder eksportpris for USA-eventyr

Aarhusianske e3light Group har sparket døren ind til det amerikanske marked med sine innovative og energieffektive lyskilder. På grund af den succesfulde entré i USA, hvor produktet Mylight allerede har solgt 50.000 eksemplarer, er e3light blevet tildelt Vitus Eksportprisen 2013.

Det kræver både mod og dygtighed at få succes med eksport, og derfor præmierer Eksportrådet de mest vellykkede eksempler med Vitus Eksportprisen. I 2013 får e3light Group prisen for virksomhedens entré på det amerikanske marked, hvor den i løbet af ni måneder har fået store ordrer i bogen og udsigt til meget mere.

e3light udvikler og producerer energieffektive og innovative lyskilder til både den almindelige forbruger og til det professionelle marked, særligt forlystelsesparker og hotel- og restaurationsbranchen.
I USA er det især produktet Mylight, som har fået fat. Mylight er et LED-bånd, som monteres under sengen og aktiveres af en bevægelsessensor, så der automatisk tændes et dæmpet lys i soveværelset, når man svinger benene ud af sengen.

"Vi ved, at halvdelen af alle mennesker over 50 år skal op i løbet af natten. I USA er det over 50 millioner mennesker, som vil få et nemmere og mere sikkert liv med Mylight, og derfor har vi også store forventninger til produktet i USA," siger Flemming Viktor Andersen, stifter af e3light Group.

e3light har etableret en afdeling i New York, som indtil videre har lavet kontrakter på levering af 50.000 Mylights, og virksomheden forventer at lukke aftaler med flere store detailkæder i de kommende måneder.

"Vores mål er at sælge 500.000 Mylights i løbet af 2014," siger Flemming Viktor Andersen.

Udnytter de globale muligheder
Vitus Eksportprisen uddeles til de mest succesfulde deltagere i Vitus-programmet, der er et program under Eksportrådet, som giver udvalgte virksomheder med eksportpotentiale adgang til værdifuld rådgivning.

Prisen blev overrakt af Handels- og Europaminister Nick Hækkerup ved en ceremoni på VIA University College i Aarhus den 20. november.

"e3light er et godt eksempel på en spirende dansk SMV, der med et miljøvenligt og energieffektivt produkt kan begå sig på det internationale marked. Samtidig udnytter e3light mulighederne på det globale marked ved at producere i Asien, mens det danske hovedkontor tager sig af udvikling, salg, service og marketing," siger ministeren.

e3light har haft stor nytte af at kunne trække på Vitus-rådgivernes erfaring med det amerikanske marked.

"Det at kaste sig ud i et nyt eksportmarked kan først og fremmest være en bekostelig affære uden sikkerhed for et reelt afkast. Vitus giver ikke sikkerhed for succes, men minimerer risikoen for fiasko ved at hjælpe én med de første, vigtige skridt ind på et nyt marked. Vitus har åbnet nogle døre for os og givet os adgang til et netværk af erfarne folk, som vi nødigt ville have været foruden," siger Flemming Viktor Andersen.

###


e3light er blandt verdens førende producenter inden for energieffektiv og innovativ belysning, særligt LED-lyskilder.
e3light Group A/S udvikler, producerer og sælger belysning til både det professionelle segment (forlystelses- og underholdningsindustrien, hotel og restaurationsbranchen m.fl) og til den almindelige forbruger.
e3light har hovedsæde i Lystrup ved Aarhus og har egne produktionsfaciliteter i Østen.


Pressekontakt

Flemming Viktor Andersen
Stifter af e3light Group
  +45 87 77 66 88
  +45 22 71 71 99

Firma

e3light Group
Mølbakvej 5
8520 Lystrup, Danmark

  (+45) 87 77 66 88

http://www.e3light.com

Modtag nyheder fra e3light på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire