Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/01-14   -   Pressemeddelelse

Figurative fortællinger på Corner 2014

Kunstnersammenslutningen Corner afholder sin traditionelle store årsudstilling med nye værker på Sophienholm i Lyngby fra 18. januar til 23. februar 2014.

Fortællingen er som altid hos Corner i centrum. På Sophienholm vil blive fortalt i skulptur, i maleri, i tegning, i fotografi, i installation - kort sagt, alle materialer og teknikker er i brug, når Corners kunstnere fortæller. Udstillingen er som altid sammensat af kunstnerne selv. Der præsenteres ikke et overordnet tema, men en mangfoldighed af syn for livet.

31 af kunstnersammenslutningens egne medlemmer, fra Danmark, Sverige, Kina, England og Frankrig, samt fem gæstekunster udstiller over 400 nye værker i de mange små lokaler. Op til udstillingen kan flere af kunstnernes forberedelser ses på Corners facebook.

Gæsterne i år er fem yngre danske kunstnere: Heine Skjerning, der arbejder stedspecifikt i et forenklet billedsprog, Claus Handgaard, der skubber til billedtraditionen ved sin åbenlyse brug af mere trivielle (end klassisk kunstneriske) virkemidler og Lars Heiberg, hvis univers er præget af alle de små ting, vi alle sammen oplever i hverdagen. Piktogrammer, emballager, møbler, dagligdags inventar. Derudover deltager to kvindelige kunstnere: Linda Bjørnskov, som i legen med formelle maleriske virkemidler også tilføjer nye i sine malerier, der hver har sin egen kolorisme. Og endelig Beinta Av Reyni, der inden for temaet "Frames" undersøger ompolarisering, beskæring og rammens betydning, helt konkret og som metafor.

Alle inviteres de til at bidrage med nye grafiske, maleriske og konceptuelle værker inden for den figurative kunsttradition. Deres kunstneriske uddannelse spreder sig bredt: tre har baggrund fra Akademiet i København, en kommer fra det jyske og en er autodidakt fra en færøsk familie, der har leveret dygtige kunstnere i generationer. Yderligere præsentation af vores gæster kan ses på Corners hjemmeside.

Frugter af et kunstnermøde
I Norskehytten udstilles i år et af resultaterne fra efterårets mini-Corner "Kunstnermøde i Vendsyssel": På Hjørring Grafiske Værksted udførte Jens Bohr, Finn Heiberg, Kirsten Klein, Peter Max-Jakobsen, Anne Marie Mejlholm, Marit Benthe Norheim, Knud Odde, Lars Ravn, Carsten-Schmidt-Olsen, Gorm Spaabæk, Ole Terløse og Claus Ørntoft 12 grafiske værker, der nu for første gang præsenteres samlet.

Musik m.m. på Corner
Også i år byder udstillingen på en række koncerter: Jazz med Chris Mink Doky, bluegrass og flere klassiske koncerter. Det samlede musikprogram kan ses på Corners hjemmeside www.corner.dk.

Sophienholm
På Sophienholm i de naturskønne omgivelser med udsigt over Bagsværd sø kan også ses Cobra-loftet, som i 1949 blev udført af Asger Jorn, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. På stedets restaurant kan man nyde kaffe eller frokost.

Kunst på nettet
Under udstillingen vil alle kunstværkerne kunne ses på Corners hjemmeside www.corner.dk. På lige fod med udstillingen på Sophienholm er kunstværkerne, der vises i kunstnernes butikker, også til salg.

På Corner 2014 udstiller: Henning Andersen, Jens Bohr, Per Baagøe, Uffe Christoffersen, Daniel Enkaoua, Alba S. Enström, Helle-Vibeke Erichsen, Mogens Gissel, Bente Hansen, Gustav Hansen, Merete Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Kjeld Heltoft, Tove Hummel, Jacob Jørgensen, Jens-Peter Kellermann, Kirsten Klein, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Anita Viola Nielsen, Egon Bjerg Nielsen, Mogens Nørgaard, Knud Odde, Martin Richard Olsen, Cathie Pilkington, Lars Ravn, Morten Skovmand, Hans Voigt Steffensen, Tong Wang og Claus Ørntoft.

Billeder


Pressekontakt

Bolette Marie Madsen
Pressekonsulent
  +45 26 13 82 60

Firma

Kunstnersammenslutningen Corner
c/o adv. Uffe Thorlacius, Toftebæksvej 2,
2800 Lyngby, Danmark


http://corner.dk

Modtag nyheder fra Kunstnersammenslutningen Corner på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire