05/03-14
-
Pressemeddelelse
Dansk Supermarked sparer millioner på elforbruget
Detailkoncernen sparer årligt 17,9 millioner kWh og 15 millioner kroner på at udskifte belysningen og opdatere kasseapparaterne
I loftet over de handlende sidder de, de små strømslugere, som næsten ingen bemærker i det daglige, fordi de er en så naturlig del af hverdagen. Men Dansk Supermarked har sat spot på sine lyskilder og deres store elforbrug. Derfor må de forældede lavvoltspærer nu lade livet til fordel for en nyere, mere miljøvenlig og energibesparende belysning.
I år går el-installatør i Dansk Supermarked Ulrik Leth og kollegaer til kamp mod loftsbelysningen i alle landets Bilka-, føtex- og Netto-butikker. Alle gamle lysstofrør skal udskiftes med en helt ny LED-løsning fra Philips. Udskiftningen begyndte sidste år med alle spotlys i Bilka, føtex og Salling.
Philips' største enkeltstående ordre til dato
Alt i alt sparer Dansk Supermarked 16 millioner kWh om året på belysning alene. Det svarer til, at butikkernes elforbrug på loftsbelysning bliver halveret, mens elforbruget for spotlys bliver reduceret med hele 80 procent. På den måde sparer Dansk Supermarked miljøet for CO2-udledning svarende til 4.800 tons, som er det samme, der vil blive udledt ved 38 millioner kørte kilometer i en nyere bil.
Philips leverer de nye LED-lyskilder til årets udskiftning, og ordren fra Dansk Supermarked er den største enkeltstående ordre, som de hidtil har modtaget i Danmark, oplyser Philips' salgschef, Henrik Skouby.
Energireduktion er en god forretning
Dansk Supermarkeds CSR-chef, Helene Regnell, ser opgraderingen til miljøvenlig og energibesparende belysning som en naturlig del af virksomhedens udvikling.
- Som Danmarks største dagligvarekoncern har vi et ansvar for at begrænse vores energiforbrug mest muligt, og når det samtidig viser sig at være en god forretning, giver det god mening at foretage investeringen, siger hun.
Alene ved at skifte de gamle lavvoltslyskilder ud med nye LED-lys skåner Dansk Supermarked miljøet for unødig belastning og opnår samtidig en årlig besparelse på 4,1 millioner kroner. Med udskiftningen af grundbelysningen forventes det, at Dansk Supermarked vil opnå en yderlige besparelse på godt 9 millioner kroner om året.
Nye energieffektive kasseapparater
Men det er ikke kun på belysningsområdet, at Dansk Supermarked er opmærksom på at spare på energien. Også kasseapparaterne har fået en miljøvenlig opgradering.
Ved at opgradere alle kasseapparaternes computere forbedrer Dansk Supermarked ikke kun kasseapparatets kapacitet, men bruger samtidig også mindre strøm. For at være helt nøjagtig reduceres forbruget med hele 1,9 millioner kWh årligt.
Beregningerne af energieffekterne ved opgraderingen er lavet i samarbejde med firmaet Eoptimo, som i sin rapport konkluderer, at Dansk Supermarked nu er blandt de mest energieffektive dagligvarekæder, når det drejer sig om kasseapparater.
Projektet er nu færdigt i Danmark. I løbet af de næste par måneder vil udskiftningen af kasseapparatets computer fortsætte til også at omfatte Netto i Sverige, Polen og Tyskland.
- Den grønne gevinst på kasseapparaterne bare i Danmark er en stor besparelse af kWh, som omregnet svarer til det årlige energiforbrug i 379 parcelhuse. Vores kasseapparater er nu gået fra et D til et C på den EU-godkendte A-G-skala, som vi kender fra energimærkningen af huse, siger Jette Vrist, IT Project Manager i Dansk Supermarked.
Klar til fremtiden
Årsagen til opgraderingen af kasseapparatets computer skyldes et behov for at optimere dets kapacitet, hvilket er nødvendigt for at kunne følge med udviklingen.
- I dag skal kasseapparater rent teknisk kunne meget mere end blot at scanne stregkoder på varer som mælk og brød. De skal også kunne tage boner fra eksempelvis flaskepant og beregne antallet af guldmærker til udlevering, og det øger behovet for i fremtiden at kunne tilføje flere funktioner til kasseapparatet, forklarer Jette Vrist.
Med besparelsen på henholdsvis belysningen og kasseapparatet opnår Dansk Supermarked en årlig besparelse på 17,9 millioner kWh, som giver en samlet besparelse på 15 millioner kroner om året.