19/06-14
-
Pressemeddelelse
føtex sætter lokale fødevarer på hylderne
Nyt, banebrydende samarbejde åbner døren til dagligvaremarkedet for små, danske fødevareproducenter
føtex har længe haft en ambition om at få flere danske kvalitetsfødevarer ind på hylderne, og det er der nu banet vej for, hvor føtex og Dansk Supermarked har indgået et eksklusivt samarbejde med fødevare-entreprenørvirksomheden GO'local.
føtex' sortimentschef Jan Møller glæder sig til at kunne tilbyde et mere mangfoldigt udvalg af lokalt producerede fødevarer, som vil variere fra føtex til føtex.
- Vi vil gerne sikre kunderne nærhed og kendskab til producenterne bag den mad, de køber. Vi vil også gerne understøtte og fremtidssikre små, danske fødevareproducenter, og det kan vi gøre med det nye koncept ved at tilbyde små producenter et stabilt afsætningsgrundlag og en større kundegruppe i føtex, siger han.
Det kommer bl.a. til at betyde, at et føtex-varehus på Fyn vil have et særligt udvalg af varer fra lokalområdet, som ikke nødvendigvis kan findes i føtex i Nordjylland.
Større fleksibilitet for små producenter
Konceptet indføres i en testfase i sensommeren, hvor føtex food-butikkerne får de nye, lokalproducerede kvalitetsvarer ind. Målet er, at alle landets 88 føtex-varehuse fremadrettet skal forhandle lokalt producerede fødevarer.
For at det kan lade sig gøre, har føtex indledt et samarbejde med Bjarne Agger Sidelmann, som står bag virksomheden GO'local og den platform, som samarbejdet bygger på. GO'local bliver bindeleddet mellem producenter og føtex. Logistik og økonomistyring varetages af Dansk Cater A/S, som bliver den direkte leverandør til føtex. Den model er en fordel for alle parter.
- Vores koncept er gearet til små producenter, som har brug for fleksibilitet. Vi tegner aftaler med producenterne ud fra, hvad de har kapacitet til at kunne levere, og Dansk Cater A/S står for det praktiske med betaling og leverancer til varehusene. På den måde kan alting foregå i en meget mindre og fleksibel skala, forklarer Bjarne Agger Sidelmann.
Kunderne er klar til lokale fødevarer
Ifølge føtex' sortimentschef Jan Møller ønsker forbrugerne i stigende grad at købe lokale fødevarer, og han glæder sig over, at det nu kan lade sig gøre i føtex.
- Det har været svært for de små producenter at komme ind på hylderne, fordi vores logistik- og indkøbssystemer slet ikke er gearet til at håndtere små varepartier. Sammen med GO'local har vi nu fundet en unik løsning på det. Vi ved jo, at kunderne gerne vil købe varer fra lokalområdet. Det kan vi se på salget, hvor fx lokale bryghuse og fødevareproducenter sælger markant bedre i deres lokalområder. Desuden peger vores egne kundeundersøgelser på, at kunderne gerne vil købe lokalt, siger Jan Møller.
Flere små producenter søges
Indtil videre er der forhandlinger i gang med leverandører, som kan levere både mejeri-, fersk- og kolonialvarer, frost, frugt og grønt til de fem føtex food-supermarkeder, men Bjarne Agger Sidelmann fra GO'local efterlyser flere, som vil indgå i porteføljen.
- Vi leder efter dedikerede leverandører - alt fra små gartnerier til pølsemagere og mosterier. Vi vil have producenter med en god historie, der har styr på produktionen og fokus på smag, kvalitet og håndværk, siger han og opfordrer alle interesserede til at tage kontakt, hvis de ønsker en plads på hylderne i føtex.
Om føtex
Der findes 88 føtex-varehuse i Danmark. Fem af de 88 føtex-varehuse er føtex food-supermarkeder, som har et særligt fødevaresortiment med specialiteter, som ikke findes i de øvrige varehuse. De fem føtex food findes i Aalborg, Aarhus (2), Egå og Dragør.
Om GO'local
Er en fødevare-entreprenør virksomhed, som arbejder med at få danske kvalitetsfødevarer ud til det brede forbrugersegment. GO'locals koncept bygger på leverandørportefølje af små og mellemstore fødevarevirksomheder, en markedsføringsplatform, en ordreportal og et samarbejde med Dansk Cater A/S om distribution og fakturering.
Om Dansk Cater A/S
Dansk Cater A/S er holdingselskab for en række selvstændige selskaber, som distribuerer fødevarer til danske storkøkkener. Dansk Cater A/S' datterselskaber er fordelt over hele landet, og har forskellige distributionsformer og sortimenter, men leverer alle kvalitetsprodukter. Selskaberne er kendetegnet af godt lokalkendskab og nær kontakt til kunderne. Alle selskaberne i gruppen er 100% ejet af Dansk Cater A/S.
Kontaktinformation
føtex: Jan Møller telefon 61 20 81 31 e-mail jm@foetex.dk
GO"˜local: Bjarne Agger Sidelmann telefon 26 16 26 55 - e-mail bas@i-team.dk
Dansk Cater A/S: Administrerende direktør Steen D. Pedersen telefon 96 37 20 20