01/10-14
-
Pressemeddelelse
Dansk Supermarked henter ny juridisk direktør
Mærsk-advokat bliver ny Group General Counsel i Danmarks største detailhandelsvirksomhed
39-årige Jakob Røddik Thøgersen tiltræder senere på året stillingen som Group General Counsel (juridisk direktør) i Dansk Supermarked. Jakob Røddik kommer fra en stilling som Mergers & Aquisitions (M&A) advokat hos A.P. Møller - Mærsk, hvor han primært har beskæftiget sig med køb og salg af virksomheder og forretninger i A. P. Møller gruppen.
Den kommende direktør for Dansk Supermarkeds juridiske afdeling er langt fra ukendt med virksomheden, idet han udfyldte en central rolle i udfærdigelsen af Dansk Supermarkeds joint venture med Sainsbury's i forbindelse med lanceringen af Netto på det britiske marked.
Om rekrutteringen af Jakob Røddik Thøgersen siger Dansk Supermarkeds administrerende direktør, Per Bank:
- Jakob Røddik Thørgersen er allerede særdeles godt inde i vores koncern og bringer en meget stærk erfaringsbase med sig. Jeg er meget tilfreds med, at vi henter en yderst kompetent direktør til forretningen, som skal være med til understøtte vores strategi og udvikle legal-funktionen i Dansk Supermarked.
Jakob Røddik Thøgersen kommer til at lede en juridisk afdeling, som bliver skarpt fokuseret på selskabsretlige forhold, fast ejendom, gruppens intellektuelle rettigheder, compliance, group policies og projekter i forbindelse med forretningsudviklingen.
- Med den fart Dansk Supermarked skyder i øjeblikket, får jeg nok at se til. Efter Sallingfondenes overtagelse af aktiemajoriteten i Dansk Supermarked er det en naturlig del af virksomhedens udvikling, at der sættes fokus på det juridiske arbejde, og det glæder jeg mig til at stå i spidsen for, siger han.
Jakob Røddik Thøgersen overtager stillingen efter Henrik Kirketerp, der har valgt at søge nye udfordringer uden for koncernen efter 25 år i Dansk Supermarked.
Jakob Røddik Thøgersen tiltræder stillingen som Group General Counsel den 1. november 2014 og får reference til administrerende direktør Per Bank.
Blå bog:
Født 1975 i Haderslev - opvokset i Bramming
Uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet
2011-2014: M&A-advokat hos A.P. Møller - Mærsk, Group Legal
2010-2011: Advokat hos Gorissen Federspiel i København
2006-2010: Advokat hos Plesner i København